Om Europaudvalget

Folketingets Europaudvalg

Med jævne mellemrum tager danske ministre til Bruxelles for at træffe beslutninger i EU’s Ministerråd. Før en minister tager af sted for at træffe beslutninger af større rækkevidde, har ministeren været i Folketingets Europaudvalg for at få et såkaldt forhandlingsmandat. Det betyder, at et flertal af medlemmerne ikke må være imod ministerens holdning til et givent forslag på dagsorden i Rådet.

Lidt historie

I Danmark har der lige siden de første overvejelser om medlemskab af EF været politisk fokus på at sikre, at Folketinget har mulighed for at kontrollere og få indflydelse på den danske regerings politik i EU. Allerede i 1961 nedsatte Folketinget et udvalg, som senere fik navnet Markedsudvalget, til at følge regeringens forhandlinger om Danmarks optagelse i EF. Det førte som bekendt til, at Danmark - efter en folkeafstemning den 2. oktober 1972 - blev medlem af EF fra den 1. januar 1973. Ved Danmarks indtræden i EF valgte Folketinget ikke at lovfæste udvalgets beføjelser og kompetencer, fordi man ønskede at sikre størst mulig fleksibilitet til løbende at tilpasse arbejdsformen til udviklingen i det europæiske samarbejde.

I 1994 skiftede Markedsudvalget navn til Europaudvalget. Det var en konsekvens af, at det europæiske samarbejde med Maastricht-traktaten havde fået en markant politisk dimension og dermed havde udviklet sig til mere end et samarbejde om frihandel inden for det europæiske marked. Europaudvalget har igennem alle årene spillet en helt central rolle i Folketingets løbende parlamentariske kontrol med regeringen i EU-politikken.

Den parlamentariske kontrol med regeringens EU-politik er særligt vigtig i Danmark fordi vi traditionelt har mindretalsregeringer i Danmark. Med Europaudvalgets mandater sikrer man løbende, at et flertal af folketingets medlemmer står bag regeringens EU-politik.

Udvalgets arbejdsopgaver og kompetencer

Europaudvalgets arbejdsområde er EU og verdenshandelsorganisationen, WTO. Det fremgår af Folketingets forretningsorden (se faktaboks). Det betyder, at alle lovforslag og beslutningsforslag på disse områder som hovedregel bliver henvist til Europaudvalget. F.eks. ratifikationen af Nice-traktaten. Her udover giver Europaudvalget, som nævnt, forhandlingsmandat til ministrene, før de træffer beslutning på Danmarks vegne i EU’s Ministerråd.

Europaudvalgets arbejdsform og kompetencer er fastlagt i de såkaldte beretninger, som er aftaler mellem regeringen og udvalget. Den helt centrale bestemmelse om udvalgets kompetence findes i den første beretning fra 1973, hvori det hedder:

"Regeringen rådfører sig med Folketingets Europaudvalg i markedspolitiske spørgsmål af væsentlig betydning, således at såvel hensynet til Folketingets indflydelse som til regeringens forhandlingsfrihed respekteres. Forud for forhandlinger om vedtagelser af større rækkevidde forelægger regeringen mundtligt Europaudvalget et forhandlingsoplæg. Såfremt der ikke i udvalget konstateres et flertal imod forhandlingsoplægget, forhandler regeringen på dette grundlag."

Fortolkningen af ovenstående har betydet, at regeringen for en sikkerheds skyld ofte beder om forhandlingsmandat i sager, som ikke er af større rækkevidde. Praksis har udviklet sig således, at regeringen beder om forhandlingsmandat på stort set alle retsakter, dvs. f.eks. direktiver og forordninger. Regeringen forelægger også forhandlingsoplæg forud for forhandlinger i regeringskonferencer, WTO osv.

Møder i Europaudvalget

Europaudvalget afholder som regel møde hver fredag året rundt med undtagelse af august, hvor EU’s institutioner holder ferielukket. De vigtigste punkter på Europaudvalgets dagsorden er de møder, der skal afholdes i Ministerrådet i den følgende uge (link til Europaudvalgets dagsordner). 

Drøftelsen af et bestemt ministerrådsmøde foregår ofte på den måde, at fagministeren møder op i Europaudvalget og gennemgår dagsordenen, herunder fremfører ministeren mundtligt regeringens forhandlingsoplæg. Medlemmerne af Europaudvalget har inden mødet fået fremsendt notater fra regeringen om sagerne på rådsmødet. I notaterne gennemgås sagernes indhold og konsekvenserne for dansk lovgivning. Notaterne indeholder dog ikke noget om selve forhandlingsoplægget, som ministrene kun fremfører mundtligt.

Når en minister på et møde har gennemgået dagordenen og fremlagt forhandlingsoplæg, følger en runde, hvor partiernes ordførere kan stille uddybende spørgsmål til ministeren og tilkendegive partiets holdning til de konkrete sager. Ministeren svarer herefter på spørgsmålene, og der kan eventuelt følge flere diskussionsrunder.

Ministeren kan undervejs ændre forhandlingsoplægget for at imødekomme medlemmernes synspunkter og derved sikre sig, at der ikke kommer et flertal imod regeringens holdning. Når diskussionsrunderne er afsluttet, konkluderer Europaudvalgets formand, hvorvidt der kan konstateres et flertal imod forhandlingsoplægget eller ej.

Der foretages ikke en formel afstemning, men formanden konkluderer på baggrund af ordførernes tilkendegivelser. Siden 1973 har det været fast praksis, at formanden ved stemmeoptællingen regner med det antal stemmer, som hvert parti har i Folketinget. Når dette kan lade sig gøre, skyldes det traditionen for partidisciplin, hvor alle medlemmer i et parti som regel stemmer på samme måde.

Forhandlingsoplægget bliver afvist, hvis ordførerne for partier, som tilsammen har 90 mandater eller mere, har udtalt sig imod oplægget. Det forekommer forholdsvis sjældent, at regeringens forhandlingsoplæg bliver afvist, men det betyder ikke, at Europaudvalget ikke har nogen større indflydelse på regeringens politik. Dels ændrer eller tilpasser regeringen indimellem sit oprindelige forhandlingsoplæg, og dels tager de danske embedsmænd, som deltager i forhandlingerne på det tidlige stadium af beslutningsprocessen i EU, hensyn til, at regeringen på et tidspunkt skal have godkendt sit forhandlingsoplæg i Europaudvalget.

Samarbejde med fagudvalgene

Ifølge Europaudvalgets beretninger opfor­drer Europaudvalget til et mere omfattende samarbejde med fagudvalgene i Folketinget. I Danmark kan fagudvalgene modtage alle relevante EU-forslag og notater fra regeringen på deres fagområde, og fagudvalgene kan lave ind­stillinger til Europaudvalget, eller fagudval­gene kan henvende sig direkte til ministe­ren og kalde denne i samråd. Hensigten er, at fagudvalgene tager sig af den tidlige behandling af EU-sager, og via indstillinger til Europaudvalget eller henvendelser til ministeren får indflydelse på regeringens EU-politik. Fagudvalgene kigger også nærmere på nærhedsprincippets overholdelse.

Europaudvalgets beretning fra december 2004 omhandler blandt andet øget inddragelse af fagudvalgene i Folketingets behandling af EU-sager (se faktaboks nedenfor).