Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenDanmark & EUNår EU-ret bliver til dansk lov › Implementering af EU-r...

Danmark & EU


Implementering af EU-ret i Danmark

I Danmark foregår implementering af et EU-direktiv som udgangspunkt ved, at Folketinget vedtager en lov. Loven beskriver, hvordan direktivets målsætning skal virkeliggøres i Danmark.

I almindelig dansk lovgivning laves der mange bekendtgørelser. En bekendtgørelse er en slags lov, som er udfærdiget af en minister i stedet for af Folketinget. Det er dog Folketinget, som er Danmarks øverste lovgivende institution, og derfor kan ministrene kun lave bekendtgørelser, hvis Folketinget har bemyndiget dem til det.

Det er meget almindeligt, at en lov fra Folketinget indeholder en bemyndigelse, som pålægger en minister at udfærdige en bekendtgørelse om et bestemt område. Bekendtgørelser bruges ofte til at fastlægge mere præcise regler, mens selve loven udstikker de overordnede regler.

Et eksempel kunne være regler om kvaliteten af drikkevand. Her kunne Folketinget vedtage en lov, som bestemmer, at de danske vandværker skal sørge for, at drikkevandet er af god kvalitet. Loven kunne indeholde en myndigelse til miljøministeren, som kan udstede en bekendtgørelse, om præcis hvilken mængde af forskellige stoffer, som kan tillades i drikkevand.

Når Danmark skal implementere EU-direktiver sker det ved hjælp af både love og bekendtgørelser. 

Man kan sige, at den danske måde at implementere EU-direktiver på afhænger af, hvilken lovgivning vi allerede har i Danmark. Hvis et direktiv berører et område, som allerede er reguleret i en eller flere danske love, så ændrer Folketinget disse love. Hvis direktivet berører et område, som er reguleret af danske bekendtgørelser, så ændrer den ansvarlige minister disse bekendtgørelser, og hvis direktivet berører et område uden danske love eller bekendtgørelser, så vedtager Folketinget en helt ny lov, som implementerer direktivet. Måske bemyndiger Folketinget også en minister til at vedtage nye bekendtgørelser, som skal gennemføre direktivet.

Der vedtages altså ikke altid en ny lov i Folketinget, når Danmark skal gennemføre et EU-direktiv. Det kan f.eks. ske, at et nyt EU-direktiv handler om et område, hvor Folketinget allerede har bemyndiget en minister til at vedtage bekendtgørelser. I sådan et tilfælde vil gennemførelsen af direktivet i Danmark kun ske ved en bekendtgørelse fra denne minister.

I nogle EU-lande vedtager man en helt ny lov for hvert enkelt EU-direktiv, og i andre EU-lande vedtager man love, som implementerer flere direktiver på én gang.

I Danmark indarbejder vi direktivernes bestemmelser i alle de love og bekendtgørelser, som vi i forvejen har om samme emne som direktivet. På den måde kan man sikre, at der ikke findes forskellige regler om det samme i forskellige dele af lovgivningen. Omvendt betyder den danske metode også, at det kan være vanskeligt at se, hvilke dele af en lov eller en bekendtgørelse, som stammer fra et EU-direktiv og hvilke dele, som er oprindelig dansk lovgivning.

Hvor meget dansk lovgivning er implementerede EU-direktiver? 

Det bliver ofte diskuteret, hvor meget af den danske lovgivning, som stammer fra EU. Det er et meget vanskeligt spørgsmål at svare på, og det skyldes blandt andet den måde, vi implementerer EU-direktiver på i Danmark.

Det er muligt at lave en optælling af, hvor mange love og bekendtgørelser, som implementerer nogle bestemmelser fra et EU-direktiv. Dette tal ville dog ikke fortælle, hvor stor en del af hver enkelt lov og bekendtgørelse, som stammer fra EU-direktiver. I nogle love og bekendtgørelser vil de fleste paragraffer stamme fra et EU-direktiv og i andre vil det kun være en enkelt paragraf, som er blevet ændret på grund af et EU-direktiv.

I 2005 bad Folketinget dog Justitsministeriet om at lave en opgørelse over, hvor mange procent af  Folketingets love, der har implementeret EU-direktiver. Du kan se Justitsministeriets redegørelse her.

Den særlige nordiske arbejdsmarkedsmodel og implementering

I Danmark og Sverige er forholdene på arbejdsmarkedet ikke reguleret ved almindelige love, men i stedet fastlagt i kollektive overenskomster mellem arbejdstagerne og arbejdsgiverne. Dette kaldes ofte den nordiske arbejdsmarkedsmodel.

Denne arbejdsmarkedsmodel betyder, at nogle EU-direktiver ikke bliver implementeret med lovgivning men i stedet med kollektive overensskomster. Når et EU-direktiv berører et emne, som normalt ville være reguleret i kollektive overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter, så overlades ansvaret for implementering af EU-diretivet til arbejdsmarkedets parter. Denne form for implementering anvendes i Danmark og Sverige, og faktisk også i Belgien.

I nogle tilfælde har Kommissionen fastholdt, at det ikke er nok at implementere direktivet via kollektive overenskomster. Kommissionen har fremhævet, at det ikke er alle i arbejdsstyrken, som er omfattet af en kollektiv overenskomst, og derfor heller ikke alle i arbejdstyrken, som bliver omfattet af et direktiv, der implementeres via kollektive overenskomster. Derfor har Kommissionen argumenteret for, at også direktiver på arbejdsmarkedsområdet skal gennemføres ved lov, som dækker alle (arbejdstagere) i medlemsstaterne.

Implementeringen af direktiver på arbejdsmarkedsområdet har givet problemer for Danmark, fordi både arbejdsmarkedets parter og regeringen har været imod at implementere direktiver på arbejdsmarkedsområdet med almindelig lovgivning. Det ville stride imod den danske tradition om, at Folketinget ikke lovgiver om en række forhold på arbejdsmarkedet, så længe parterne selv indgår aftaler. Men denne tradition kommer altså i karambolage med Kommissionens krav om, at direktiver skal implemeteres ved lov og de skal gælde for alle borgere i medlemsstaterne.

I Danmark har man løst dette problem ved, at arbejdsmarkedets parter fortsat implementerer EU-direktiver via deres kollektive overenskomster. Når det er sket, vedtager Folketinget en lov, som implementerer det samme direktiv for alle de arbejdstagere, som ikke allerede er dækket af direktivet via en kollektiv overenskomt. Det skete f.eks. da Danmark implementerede Arbejdstidsdirektivet. I Danmark er ca. 80% af arbejdsstyrken dækket af en kollektiv overenskomst, og den særlige lov gælder således for de sidste 20% af arbejdsstyrken.


Sidst opdateret: 27-07-2007  - Signe Riis Andersen