Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenDanmark & EU › Regeringen og EU

Danmark & EU

Hvis du vil vide mere


Regeringen og EU

Før den danske regering lægger sig fast på en holdning til f.eks. et direktivforslag, har forslaget været igennem en intern beslutningsprocedure i regeringen – kaldet EU-koordinationsprocessen.

Det er Udenrigsministeriet, som har ansvaret for at koordinere den danske regerings EU-politik. Kort fortalt indebærer EU-koordinationen i regeringen tre faser: 

  1. EU-specialudvalg
  2. EU-udvalget
  3. Regeringens udenrigspolitiske udvalg

Ekspertkomiteer

Imidlertid starter forberedelse af EU-politikken allerede i forbindelse med Kommissionens forberedelse af et konkret forslag. De enkelte fagministerier har som regel mulighed for at sende embedsmænd til møder i de såkaldte ekspertkomiteer, som Kommissionen oftest hører før et forslag bliver fremsat officielt. Drøftelserne i ekspertkomiteerne giver mulighed for at påvirke indholdet af Kommissionens forslag på et tidligt stadium.

EU-specialudvalg

I EU-specialudvalgene, dem findes der 32 af, samles repræsentanter fra de centrale ministerier og styrelser og de vigtigste interesseorganisationer til en første behandling af et konkret EU-forslag. Ofte fastlægges den danske holdning allerede i EU-specialudvalgene.

EU-Udvalget

Den anden fase er EU-udvalget, som har det overordnede ansvar for koordinationen af EU-sager. Her sidder embedsmænd fra de fagministerier, som er mest berørte af forslagene. Chefen for Udenrigsministeriets Nord-gruppe er formand for udvalget, og EU-udvalgets primære opgave er at forberede møderne i regeringens Udenrigspolitiske Udvalg.

Regeringens udenrigspolitiske udvalg

Den tredje og sidste fase er regeringens Udenrigspolitiske Udvalg. Det er her, den danske regerings EU-politik fastlægges.

Det udenrigspolitiske udvalg findes i to sammensætninger. Den ene sammensætning tager sig af alle sager, der vedrører den overstatslige EU-lovgivning under EF-traktaten, og består af statsministeren og udenrigsministeren samt de vigtigste andre ministre, der er berørt af EU-samarbejdet. Den anden sammensætning benyttes i forbindelse med behandling af sager, der vedrører det mellemstatslige samarbejde i EU-traktaten om EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt samarbejdet om politi- og kriminalsager. Udenrigsministeren er fast formand for begge sammensætninger af det udenrigspolitiske udvalg.

Normalt inddrages det udenrigspolitiske udvalg først i beslutningsprocessen, når en sag er moden til afgørelse i Rådet. Udvalget mødes torsdage for at fastlægge forhandlingspositioner til rådsmøder, der er programsat for den følgende uge. I praksis afklares udvalgets dagsordenspunkter dog ofte via en skriftlig procedure uden at medlemmerne mødes.

Inden den danske regerings ministre kan tage til rådsmøder og afgive stemmer på Danmarks vegne, skal de forhandlingsoplæg, som regeringens udenrigspolitiske udvalg er kommet frem til, behandles i Folketingets Europaudvalg.


Sidst opdateret: 12-09-2011  - Martin Jørgensen