Mødet i Det Europæiske Råd den 21. marts 2003 i Bruxelles var planlagt til at handle om, hvordan det går med EU's ambitiøse plan om at være den mest konkurrencedygtige og vidensbaserede økonomi i verden i 2010 - den såkaldte Lissabon-strategi fra 2000.
Krigen i Irak ser dog ud til at ændre ganske markant på topmødets dagsorden. I stedet for en diskussion om, hvad EU skal gøre for at komme på sporet af målene i Lissabon-strategien, vil topmødet, ifølge det græske formandskab, mest omhandle den aktuelle situation i Irak. Det er velkendt, at EU-landene er ikke enige om håndteringen af Irak-krisen. Blandt andre Tyskland og Frankrig er modstandere af krig, mens Storbritannien, Spanien og Danmark bakker USA op.
Selvom Irak-krisen vil komme til at dominere topmødet, er det sandsynligt, at enkelte punkter på den oprindelige dagsorden vil blive berørt, herunder konkrete elementer i Lissabon-strategien.