Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenDokumenterEU-topmøderKonklusioner 2006-Bruxelles, 19.-20. juni 2008Nyhedsnotitser fra Folketingets EU-Oplysning › EU-topmøde - afsluttet

Dokumenter


EU-topmøde - afsluttet

Den slovenske premierminister (tv) og kommissionsformanden orienterer
Nyhedsnotits fra Folketingets EU-Oplysning

EU-topmødet i Bruxelles, der blev afholdt i lyset af det irske nej til Lissabontraktaten den 12. juni 2008, er nu afsluttet. Det slovenske EU-formandskab og Europa-Kommissionens formand har på en pressekonference fremlagt resultaterne af EU-topmødet.

Lissabontraktaten

Det altoverskyggende tema for EU-topmødet var det irske nej til Lissabontraktaten, hvor spørgsmålet om, hvordan EU og Irland kunne forholde sig til denne nye situation skulle drøftes. Inden topmødet var det uklart, om de nationale godkendelsesprocesser (ratifikation) blot skulle fortsætte i de øvrige syv lande, der endnu ikke havde ratificeret Lissabontraktaten. Et andet udestående punkt var spørgsmålet om, hvorvidt Irland skulle gives en tidsfrist til at komme med et løsningsforslag.

Konklusionen på EU-topmødet blev, at Irland havde brug for mere tid til at analysere og forholde sig til udfaldet af den irske folkeafstemning. Irland vil på det uformelle EU-topmøde den 15. oktober vende tilbage og orientere de øvrige medlemslande om disse overvejelser. Det blev samtidigt besluttet, at ratifikationsprocessen fortsætter for de medlemslande, der endnu ikke har ratificeret Lissabontraktaten. En vigtig undtagelse er dog Tjekkiet, hvor ratifikationsprocessen er indstillet indtil, at forfatningsdomstolen kommer med en afgørelse om Lissabontraktatens forenelighed med den tjekkiske forfatning.

Den slovenske premierminister og leder af EU-formandskabet, Janez Jansa, bemærkede dog, at også Tjekkiet havde underskrevet Lissabontraktaten og har derved forpligtiget sig til at forsøge at få den ratificeret. Samtidig noterede den slovenske premierminister, at der ikke kan fastsættes nogen tidsplan for de resterende landes ratifikation, idet de nationale ratifikationsprocedurer skal respekteres.

Fødevare- og oliepriser

Stats- og regeringscheferne havde også fortsat  gårsdagens diskussion af mulige tiltag, der kan modgå virkningerne af de stigende fødevare- og oliepriser. Der var enighed om, at de enkelte medlemslande kan vedtage kortsigtede tiltag, der er målrettet de mest udsatte grupper, hvor de stigende fødevare- og oliepriser rammer hårdest.

Europa-Kommissionens to meddelelser om fødevare- og oliepriser var blevet godt modtaget af stats- og regeringscheferne. De kunne da også støtte en række tiltag på EU-plan, der bl.a. omfatter følgende tiltag:

  • et fødevareprogram for de mest udsatte grupper i EU
  • hjælp til fiskerisektoren
  • støtte til landbrugssektoren i udviklingslandene
  • foranstaltninger i forbindelse med det såkaldte "sundhedstjek" af landbrugspolitikken
  • granskning af konkurrencesituation i fødevaresektorens detailled
  • overvågning af aktiviteterne på de finansielle råvaremarkeder (herunder spekulativ adfærd). 

Disse mere kortsigtede tiltag ændrer, ifølge kommissionsformanden, dog ikke på behovet for en mere langsigtet og strukturel tilpasning, hvor en begrænsning af energiforbruget via EU's klima- og energipakke er afgørende.

Vestlige Balkan

Stats- og regeringscheferne kunne bekræfte, at det europæiske perspektiv gælder for landene på Vestbalkan, hvilket på sigt kan føre til optagelse i EU. Hvad angår kandidatlandet Makedonien, så stillede stats- og regeringscheferne i udsigt, at Makedonien inden året udløb måske kan få en dato for, hvornår optagelsesforhandlingerne kan indledes. Dette er dog forudsat, at en række betingelser er opfyldte.

Cuba

EU's stats- og regeringschefer blev også enige om at ophæve de sanktioner mod Cuba, der blev indført i 2003. Ophævelsen vil dog blive kombineret med et krav om reformer på bl.a. menneskerettighedsområdet.

Slovakiets eurodeltagelse

Torsdag aften blev Slovakiets ønske om at deltage i eurosamarbejdet fra den 1. januar 2009 drøftet af EU's stats- og regeringschefer i selskab af den Europæiske Centralbanks formand Jean-Claude Trichet. Selvom den formelle afgørelse først bliver truffet af EU's økonomi- og finansministre på et rådsmøde den 8. juli 2008, kunne stats- og regeringscheferne tilslutte sig Europa-Kommissionens indstilling om, at Slovakiet bliver optaget som det 16. euroland den 1. januar 2009. Europa-Parlamentet gav i tirsdags sin opbakning til Slovakiets optagelse i eurokredsen.

Det Europæiske Teknologiinstitut

Stats- og regeringscheferne nåede også at bekræfte en afgørelse om placeringen af det nye Europæiske Teknologiinstitut (EIT). Det er blevet besluttet, at det prestigefyldte institut skal tilfalde Ungarn, nærmere bestemt Budapest. Formelt blev beslutningen taget den 18. juni af EU's forskningsministre.

Yderligere information


Sidst opdateret: 20-06-2008  - Martin Jørgensen