Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenDokumenterEU-topmøderKonklusioner 2006-Bruxelles, 21.-22. juni 2007 › De 9 punkter - som kan...

Dokumenter


De 9 punkter - som kan udløse folkeafstemning

Der er særligt 9 punkter i forfatningstraktaten, som nævnes ofte i disse dage.

Det er de 9 punkter i forfatningstraktaten, som ville udløse en folkeafstemning i Danmark hvis Danmark skulle tiltræde forfatningstraktaten.

De 9 punkter er nu på dagsordenen igen. Det skyldes, at EU’s stats- og regeringschefer skal diskutere hvilke dele af forfatningstraktaten de kan blive enige og at bevare i forbindelse med en reform af EU’s gældende traktater.

De 9 punkter er opstillet af justitsministeriet. De stammer fra en redegørelse, som ministeriet udarbejdede i 2004, da EU-landene enedes om forfatningstraktaten. Formålet med redegørelsen var at klargøre præcis hvilke dele af forfatningstraktaten, som indebar suverænitetsafgivelse i forhold til Grundlovens § 20, og som dermed ville nødvendiggøre en folkeafstemning om forfatningstraktaten.

De 9 punkter

1. Charteret om Grundlæggende Rettigheder (Art. I-9)
Med forfatningstraktaten gøres Charteret til en del af EU’s traktatgrundlag
 
2. Fleksibilitetsbestemmelsen (Art. I-18)
Denne bestemmelse kaldes populært ’gummiparagraffen’ og bruges når EU ønsker at træffe beslutninger, som ikke har nogen specifik hjemmel i traktaten. Fleksibilitetsbestemmelsen svarer til art. 308 i det gældende traktatgrundlag, men i dag kan paragraffen kun bruges til at træffe beslutninger, som vedrører det indre marked. Med forfatningstraktaten ville bestemmelsen også kunne bruges på hele EU’samarbejdet.

3. Databeskyttelse af personlige oplysninger (Art. I-51)
EU kan allerede i dag vedtage retsakter om beskyttelse af personlige oplysninger, men kun indenfor EF-Traktatens anvendelsesområde. I forfatningstraktaten er denne mulighed udvidet til at gælde for hele EU-samarbejdet, dvs. også de dele som i dag er overstatslige.

4. Foranstaltninger vedrørende pas, identitetspapirer, opholdstilladelser og andre dokumenter i relation til social sikring og social beskyttelse (Art. III-125 stk. 2)
Det gældende traktatgrundlag indeholder allerede hjemmel til at vedtage foranstaltninger vedrørende social sikring og beskyttelse. Ligeledes kan EU også allerede i et vist omfang vedtage retsakter om pas, indentitetspapirer, opholdstilladelser etc. Art. III-125 i forfatningstraktaten indeholder imidlertid en ’afgrænset gummiparagraf’, idet den giver mulighed for at vedtage retsakter om pas, identitetspapirer og opholdstilladelser, som ikke kan hjemles andre steder i traktaten.

5. Diplomatisk og konsulær beskyttelse (Art. III-127, litra 3)
Denne artikel i forfatningstraktaten kan muligvis anvendes til at vedtage retsakter om EU-borgernes rettigheder til at få diplomatisk og konsulær beskyttelse af enhver medlemsstats myndigheder ved rejser uden for EU. Det gældende traktatgrundlag giver kun mulighed for, at medlemslandene kan oprette aftaler om konsulær og diplomatisk beskyttelse på mellemstatslig basis.

6. Bekæmpelse af terrorisme i henhold til kapitalbevægelser og betalinger (Art. III-160)
Med hjemmel i det gældende traktatgrundlag kan EU allerede i dag vedtage at indefryse midler, som antages tilhøre personer eller grupper af personer, som er involveret i terrorhandlinger, hvis disse personer har forbindelser til lande uden for EU. Med forfatningstraktaten ville det også være muligt at gøre bestemmelsen gældende overfor personer eller grupper af personer, som ikke er tilknyttet lande uden for EU.

7. Mulighed for at tildele EF-Domstolen competence i sager vedrørende intelektuelle rettigheder (Art. III-364)
EU’s medlemslande kan allerede i dag med enstemmighed vedtage, at overdrage kompetence til EF-Domstolen til at dømme i sager mellem private angående intellektuel ejendomsret. Det gældende traktatgrundlag tilsiger dog, at en sådan beslutning skal godkendes af hver enkelt medlemsstat i overensstemmelse med deres respektive forfatninger. I forfatningstraktaten kan en sådan kompetenceoverdragelse ske umiddelbart ved en beslutning i Rådet med kvalificeret flertal.

8. Europæisk rumpolitik (Art. III-254, stk. 2)
Dette område har hidtil ikke været reguleret specifikt i EU-retten.

9. Fremme af folkesundhed og bekæmpelse af grænseoverskridende trusler mod sundhed (Art. III- 278 stk. 4, litra c og d).
I det gældende traktatgrundlag findes der mulighed for at medlemsstaterne kan samarbejde med at forbedre folkesundheden, men der kan ikke vedtages harmonisering af medlemsstaternes lovgivning på området. Med forfatningstraktaten ville EU få mulighed for at vedtage retsakter på området med direkte virkning for borgerne.

Se justitsministeriets redegørelse om suverænitetsafgivelse i forfatningstraktaten her.
 


Sidst opdateret: 21-06-2007  - SIRA