Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenDokumenterEU-topmøderKonklusioner 2006-2013Bruxelles, 28.-29. juni 2012Nyhedsnotitser fra Folketingets EU-Oplysning › EU-topmøde - eurolande...

Dokumenter


EU-topmøde - eurolandene enige

Den franske præsident orienterer
Nyhedsnotits fra Folketingets EU-Oplysning

Det lykkedes tidlig fredag morgen for eurolandene, at opnå enighed om tiltag til at sikre den finansielle stabilitet i euroområdet på kort sigt. På det særlige eurotopmøde, der blev indledt klokken et torsdag nat, havde specielt Italien og Spanien efterspurgt nogle tiltag, der kunne afhjælpe de truende høje renteniveauer på deres gældsudstedelse.

Aftalen går ud på, at der indføres en form for fælles tilsynsmekanisme med den europæiske banksektor, hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) vil stå for tilsynet i euroområdet. Når tilsynsmekanismen er på plads, kan den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) yde lån direkte til de kriseramte banker, hvorved støtten ikke kommer til at belaste de berørte landes gældsniveau, hvilket specielt har været en bekymring i Spanien.

Spanien søgte formelt om finansiel støtte til banksektoren på op til 100 mia. euro fra eurolandene  den 25. juni 2012, hvilket dog ikke har haft en positiv effekt på renteniveauet på spanske statsobligationer. Eurolandenes aftale indeholder også en bekræftelse af støtten til Spanien via den såkaldte europæske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF). Når den nye stabilitetsmekanisme ESM træder i kraft, vil EMS overtage støtteforpligtigelsen. 

Eurolandenes aftale i nat indeholder også en forpligtigelse til at anvende de to støttemekanismer - EFSF og ESM - på en mere fleksibel og effektiv måde i forbindelse med eurolande, der oplever et rentepres fra markedet, men i øvrigt lever op til det vedtagne regelsæt og henstillinger. ECB skal ifølge aftalen være agent for denne mere fleksible anvenelse. Det betyder i realiteten, at EFSF/ESM kan anvendes til at opkøbe statsobligationer fra eurolande under rentepres - forudsat at landene lever op til de øvrige betingelser.

Europa-Kommissionen vil snarest på baggrund af traktatens artikel 127, stk. 6 stille forslag om indførelse af en sådan samlet tilsynsmekanisme. Der lægges op til en vedtagelse af forslaget inden udgangen af 2012.

En endelig aftale om et af de store temaer på EU-topmødet - den såkaldte vækst- og jobpagt - har afventet en aftale blandt eurolandene om tiltag til sikring af stabiliteten i euroområdet (læs mere). 

Yderligere information


Sidst opdateret: 29-06-2012  - Martin Jørgensen