Baggrund for høringsportalen
Folketinget har besluttet, at der i Folketinget skal ske en systematisk overvågning af subsidiaritetsprincippet. Overvågningen foregår som et samarbejde mellem Folketingets Europaudvalg og Folketingets fagudvalg.
Startskuddet for Folketingets overvågning af subsidiaritetsprincippet i relation til et forslag til retsakt er regeringens fremsendelse af et såkaldt subsidiaritetsnotat om forslaget. Det er aftalt med regeringen, at den fremsender et subsidiaritetsnotat om alle væsentlige forslag til retsakter. Subsidiaritetsnotatet er udgangspunktet for Folketingets vurdering af subsidiaritetsprincippet.
Hvordan fungerer høringsportalen
Som et led i overvågningen af subsidiaritetsprincippet har Folketinget besluttet at oprette en høringsportal om subsidiaritetsprincippet på denne hjemmeside.
Hver gang Folketinget modtager et subsidiaritetsnotat fra regeringen, lægges det ud på høringsportalen på denne side. Høringsportalens liste over forslag til retsakter fra Kommissionen med tilhørende subsidiaritetsnotat er opstillet kronologisk. De nyeste forslag står øverst. For hvert forslag er angivet hvilket fagudvalg i Folketinget forslaget hører under. Du finder listen over subsidiaritetsnotater i boksen ovenover.
Med denne høringsportal har alle berørte og interesserede parter mulighed for at udtrykke deres mening vedrørende overholdelsen af subsidiaritetsprincippet i forbindelse med et konkret forslag til retsakt fra Kommissionen. Høringssvarene vil indgå i Folketingets vurdering af subsidiaritetsprincippets overholdelse.
Hvordan sender jeg et høringssvar?
Høringssvar skal sendes elektronisk til Europaudvalgets sekretariat.
Høringssvaret bedes sendt som et vedhæftet dokument. Det bør fremgå tydeligt af dokumentet hvilken organisation eller lignende, der har afsendt høringssvaret. Det bør også fremgå, hvordan afsenderen kan kontaktes, hvis der skulle opstå behov herfor.
Høringssvaret vil blive offentligtgjort på høringsportalen her på siden og endvidere omdelt som udvalgsbilag til medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og til medlemmerne af det fagudvalg, som forslaget hører under.
Såfremt man ønsker sit høringssvar behandlet fortroligt skal det fremgå tydeligt ved fremsendelsen. Et høringssvar vil herefter alene blive omdelt som fortroligt bilag til Europaudvalget og det relevante fagudvalg.
Hvis du har spørgsmål i forbindelse med fremsendelse af høringssvar kan du kontakte Europaudvalgets sekretariat på tlf. 33 37 36 10.
Kan jeg få automatisk besked når en ny høring er oprettet?
Der er mulighed for at tegne et abonnement, så du automatisk får besked, hver gang en ny sag oprettes. Vejledning i hvordan du tilmelder dig abonnementsordningen, finder du her .
Hvis du har brug for yderligere informationer vedrørende høringsportalen kan du kontakte Europaudvalgets sekretariat på tlf. 33 37 36 10
Opdateret 05/07/2006/SIRA