|
4. august 2000 Besvarelse af spørgsmål
S 3373 stillet af Frank Dahlgaard (UP) den 24. juli 2000. Spørgsmål Kan ministeren bekræfte, at det kun er 10-15 pct. af de små og mellemstore virksomheder i euroområdet, som er begyndt at bruge euroen i bogføring og regnskab - og at op mod halvdelen af de mindre virksomheder endnu ikke har nogle faste planer for omstillingen til den nye eurovaluta ? Svar Af EU-Kommissionens kvartalsvise rapport om brugen af euro fra april 2000 fremgår det, at virksomhederne i euroområdet udfører 25 pct. af alle betalinger i euro i april 2000 mod ca. 2 pct. i 4. kvartal 1999. EU-Kommissionen refererer 12.juli et studie af Eurobarometer Flash (spørgeskemaundersøgelse foretaget i maj-juni 2000), hvor 15 pct. af små og mellemstore virksomheder erklærer sig parate til at operere fuldt ud i euro. 25 pct. forventer, at de er parate ved slutningen af 2001. Resten forventer at være klar ved indgangen til 2002. Det har hele tiden været vurderingen, at brugen af euro ville være meget behersket i perioden efter introduktionen den 1. januar 1999. Det skal ses i lyset af, at det er valgfrit for virksomhederne at vælge, hvornår de ønsker at omstille sig til euroen. Flere virksomheder ser givetvis en fordel ved at gøre omstillingsperioden til euro så kort som mulig. Herved kan omkostningerne ved omstillingen muligvis formindskes. Den 1. januar 2002 er skæringsdato for omstillingen, idet cirkulation af eurosedler og -mønter sker på denne dato. Alle betalinger, lønninger, indberetninger, skat og bogholderi kan lettest foregå, når de ydre rammer for omstillingen er på plads, og når andre også er omstillet til euro. Derfor er det fortsat vurderingen, at antallet af virksomheder, der omstiller sig til euroen, først vil accelerere tættere på skæringsdatoen. ![]() |
