Spm. nr. S 74
Til beskæftigelsesministeren (7/10 03) af:
Jan Petersen (S):
»Vil ministeren begrunde tilbagetrækningen af notifikationsbegæringen til Kommissionen vedrørende virksomhedspraktik?«
Begrundelse
Ved skrivelse af 12.juni 2003 har Beskæftigelsesministeriet over for Kommisionen angiveligt trukket den tidligere fremsendte notifikationsbegæring vedrørende virksomhedspraktik tilbage. De overvejelser, der lå til grund for begæringen, fremgår blandt andet af bemærkningerne til § 133 i fremsættelsestalen til L 193, og ministeren bedes derfor i sin besvarelse begrunde tilbagetrækningen, de overvejelser der ligger bag, samt de tilkendegivelser fra Kommisionen ministeriet har modtaget forud for fremsendelse af skrivelsen den 12.juni 2003.
Svar (15/10 03)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen):
I forbindelse med behandlingen af notifikationsbegæringen i EU-Kommissionen gjorde Kommissionen opmærksom på forordning nr. 68/2001 af 12. januar 2001 om uddannelsesstøtte og opfordrede de danske myndigheder til at vurdere mulighederne for at trække anmeldelsen af virksomhedspraktik tilbage under henvisning til denne forordning.
Af præamblen til forordningen pkt. 6 fremgår det, at praktikpladser i virksomheder er en form for uddannelse og oplæring, der ikke falder ind under EF-Traktatens artikel 87, stk. 1, og derfor ikke skal anmeldes.
Anmeldelsen er derfor trukket tilbage. Det blev således vurderet, at den anmeldte ordning, virksomhedspraktik, ikke udgør statsstøtte. Baggrunden er, at der dels er tale om en generel ordning, der gælder for alle virksomheder, dels at det af pkt. 6 i præamblen til forordning af 12. januar 2001 om uddannelsesstøtte følger, at genoptræningsforløb i virksomheder anses for uddannelsesforanstaltninger, der ikke falder ind under traktatens artikel 87, stk. 1.