Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenDokumenterFolketingets dokumenter§ 20-spørgsmålSamlet oversigt over svar på EU-relevante § 20-spørgsmål › Om at udvælge en dansk...

Dokumenter


Om at udvælge en dansk astronaut til den europæiske rumfartsorganisation ESA's bemandede program.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2491

Til videnskabsministeren (26/2 04) af:

Pia Christmas-Møller (KF):

»Vil ministeren oplyse, hvilke initiativer ministeren vil sætte i gang med henblik på at få udvalgt en dansk astronaut til den europæiske rumorganisations bemandede program?«

Begrundelse

Det er af dagspressen fremgået, at det vil være muligt for Danmark at få udvalgt en dansker til den europæiske rumorganisations (ESA's) astronauthold. Der er i øjeblikket 15 europæiske astronauter på holdet, hvor Danmark ikke er repræsenteret. Danmark har som medlem af ESA deltaget aktivt i det bemandede rumprogram, bl.a. gennem støtte til dansk rummedicin og medikoteknik. På den måde har danske forskere fået en stærk international placering og fået udvalgt eksperimenter til den fremtidige udnyttelse af den internationale rumstation. Da Danmark er en af de eneste nationer, som ikke har fået udvalgt en ESA-astronaut, og da de amerikanske planer om at sende mennesker til Månen og Mars vil betyde en udvidelse af de internationale bemandede rumprogrammer, er der ifølge danske eksperter opstået en mulighed for udvælgelse af en dansk ESA-astronaut. Fordi Danmark i forvejen deltager i ESAs bemandede rumprogram, vil udvælgelse af en dansk astronaut ikke, ifølge danske eksperter, medføre yderligere omkostninger.

En dansk astronaut vil kunne øge offentlighedens interesse for den fremtidige rumforskning og yderligere styrke Danmark internationalt. Endvidere vil en dansk astronaut kunne blive forbillede for den danske ungdom, så interessen for naturvidenskab øges. Dette vil være i overensstemmelse med regeringens målsætning om styrkelse af den naturvidenskabelige uddannelse og forskning.

Svar (5/3 04)

Videnskabsministeren (Helge Sander):

Videnskabsministeriet er i tæt kontakt med Den Europæiske Rumorganisation, ESA, som planlægger at iværksætte den næste kampagne for astronaut-rekruttering i de 15 medlemslande i 2005 eller 2006.

Der vil være særlig fokus på de medlemslande, der ikke har en astronaut i Det Europæiske Astronautkorps. Foruden Danmark er det Norge og Schweiz. Den indledende udvælgelses-procedure vil foregå nationalt.

I Videnskabsministeriet arbejder vi med en tidsplan for processen og et budget for de nationale omkostninger ved kampagnen.

Planen koordineres med ESA, så danske kandidater ikke skal vente i usikkerhed i længere tid, før de nationalt udvalgte kandidater kan fortsætte i ESA’s udvælgelses proces.

En informations- og hvervekampagne i Danmark vil med ESA’s bistand kunne iværksættes i løbet af vinteren 2004-2005.