Morten Messerschmidt (DF)
Vil ministeren i forlængelse af svar til Retsudvalget på spørgsmål 115 af 12. januar 2007 redegøre for, inden for hvilke områder i regler om ægtefællers formueforhold ministeren ville finde det naturligt med fælles EU-regler i stedet for de nuværende danske, og derfor må forventes at ville støtte lovgivningsinitiativer fra Kommissionen?
Familie- og forbrugerministeren (Carina Christensen)
Jeg har modtaget nedenstående udtalelse fra Familiestyrelsen, som jeg kan henholde mig til:
”Reglerne om ægtefællers formueforhold i dansk ret findes fortrinsvis i lov om ægteskabets retsvirkninger (retsvirkningsloven). Loven indeholder de materielle regler om ægtefællers formueforhold, eksempelvis den legale formueordning (fælleseje) samt mulighederne for at fravige denne ordning ved at etablere særeje gennem ægtepagt mv. Loven regulerer også ægtefællers muligheder for at råde over deres aktiver under ægteskabet, hæftelsen for gæld samt delingen af fællesejet ved opløsning af ægteskabet.
Lovens § 53 indeholder enkelte international privatretlige regler om anerkendelse af ægtepagter, der er indgået i udlandet.
Samtidig giver lovens § 53 a regeringen mulighed for at indgå konventioner om forholdet mellem reglerne i dansk ret og udenlandsk ret om ægteskabets retsvirkninger. Bestemmelsen giver endvidere ministeren for familie- og forbrugeranliggender mulighed for at fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om ægteskabets formueforhold. Forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om ægteskabets formueforhold er reguleret ved Den Nordiske Ægteskabskonvention.
Endelig indeholder dansk international privatret en række ulovbestemte retningslinier, der regulerer elementer af retsforholdet mellem ægtefæller, eksempelvis efter hvilket lands lov formueforholdene i et ægteskab skal behandles, hvis ægtefællerne har tilknytning til flere lande.
Kommissionens Grønbog om lovkonfliktregler i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, herunder spørgsmålet om retlig kompetence og gensidig anerkendelse (KOM(2006) 400) lægger op til harmonisering af EU-medlemsstaternes processuelle regler om behandlingen af sager om ægtefællers formueforhold i relation til bl.a. lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser mv. og international kompetence. Grønbogen nævner dog også, at det kan komme på tale at harmonisere medlemsstaternes materielle regler om ægtefællers formueforhold, men den indeholder ikke oplysninger om, på hvilke punkter dette vil kunne være relevant.
Ses der bort fra, at den påtænkte EU-retlige regulering af ægtefællers formueforhold formentlig vil være omfattet af det danske forbehold (retlige og inde anliggender), ser en eventuel regulering på nuværende tidspunkt således ikke ud til at skulle træde i stedet for den gældende materielle regulering af ægtefællers formueforhold i dansk ret.
Reguleringen vil derimod supplere de ovennævnte regler i dansk international privatret om ægtefællers formueforhold, herunder retsvirkningslovens § 53.”
Fremsættes der som opfølgning på grønbogen forslag om harmonisering af den materielle regulering af ægtefællers formueforhold, vil jeg som nævnt i besvarelsen af spørgsmål nr. 115 fra Folketingets Retsudvalg (REU alm. del, parallelomdelt som KOM [2006] 0400 – bilag 5) nøje overveje, om dette er nødvendigt for at fremme behandlingen af grænseoverskridende sager på dette område.