Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenDokumenterFolketingets dokumenter§ 20-spørgsmål§ 20 spørgsmål og svar - Find et svar efter folketingssamling§ 20-spørgsmål (folketingssamling 2006-07) › Om nye bilers CO2-udslip

Dokumenter


Om nye bilers CO2-udslip

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Vil ministeren på baggrund af, at den frivillige aftale mellem EU og europæiske bilproducenter- og -importører om at nedbringe nye bilers CO2-udslip stort set ikke har givet nogen resultater, tage initiativ til at indføre bindende regler på dette område, sådan at gennemsnitskravet for CO2-udledning fra nye personbiler solgt i 2012 skal være maksimalt 110 g/km, og at der indføres en øvre grænse for personbilers udslip på 160 g/km?

Miljøministeren (Connie Hedegaard)

Efter opfordring fra blandt andet Danmark præsenterede EU-Kommissionen i februar 2007 en strategi for reduktion af CO2-emissioner fra person- og varebiler. Af strategien fremgår blandt andet, at EU-Kommissionen inden sommeren 2008 vil fremsætte et direktivforslag, der stiller krav til nye bilers gennemsnitlige udledning af CO2.

Strategien blev behandlet på Rådsmødet (Miljø) den 28. juni 2007. Rådet støttede EU-Kommissionens strategi om en bindende regulering i lyset af, at frivillige aftaler ikke har indfriet forventningerne til reduktionen af bilers CO2-udslip.

På Danmarks vegne gav jeg tilslutning til strategien, herunder til at EU-Kommissionen vil fremsætte et direktivforslag til en bindende regulering. Fra dansk side havde vi gerne set, at strategien også forholdt sig til mere langsigtede målsætninger for personbilers CO2 udslip. Danmark kunne dog ikke samle flertal for dette ønske.