Har udenrigsministeren protesteret over for de nepalesiske myndigheder, som har konfiskeret eksiltibetaneres stemmebokse i forbindelse med eksil-tibetanernes valg den 3. oktober 2010?
Udenrigsministeren (Lene Espersen)
Regeringen er løbende i dialog med Nepal om landets overholdelse af menneskerettighederne, herunder hensynet til mindretalsrettigheder. Denne dialog finder sted bilateralt og gennem EU og FN og på alle niveauer. Senest i forbindelse med udviklingsministerens politiske samtaler under sit besøg i Nepal i april 2010.
I forhold til den aktuelle sag tog udviklingsministeren spørgsmålet op under sin samtale med Nepals finansminister i forbindelse med Verdensbankens årsmøde den 7.-19. oktober 2010. Ligeledes blev spørgsmålet denne uge drøftet under de løbende samtaler Udenrigsministeriet fører med Nepals ambassadør i Danmark.
Regeringen agter at fortsætte sin kritiske dialog med de nepalesiske myndigheder om menneskerettighedsspørgsmål også frem mod eksil-tibetanernes valghandlinger i foråret 2011.