1. Hvis der er truffet beslutning om at suspendere de stemmerettigheder, der er tillagt repræsentanten for en medlemsstats regering, i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, suspenderes disse stemmerettigheder også for så vidt angår denne traktat.
2. Hvis det i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union er fastslået, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder principperne i artikel 6, stk. 1, i nævnte traktat, kan Rådet endvidere med kvalificeret flertal beslutte at suspendere visse af de rettigheder, der følger af anvendelsen af nærværende traktat på den pågældende medlemsstat. Rådet tager i så fald hensyn til en sådan suspensions mulige følger for fysiske og juridiske personers rettigheder og forpligtelser.
Den pågældende medlemsstat er under alle omstændigheder fortsat bundet af sine forpligtelser i henhold til denne traktat.
3. Rådet kan senere med kvalificeret flertal beslutte at ændre eller tilbagekalde foranstaltninger, der er truffet i medfør af stk. 2, som følge af ændringer i den situation, som har ført til, at de blev indført.
4. Når Rådet træffer afgørelse som nævnt i stk. 2 og 3, tager det ikke den pågældende medlemsstats regeringsrepræsentants stemmer i betragtning. Uanset artikel 205, stk. 2, defineres kvalificeret flertal som samme forholdsmæssige andel af de berørte rådsmedlemmers vægtede stemmer som den, der er fastsat i artikel 205, stk. 2.
Dette stykke gælder også, hvis stemmerettigheder suspenderes i medfør af stk. 1. I så fald træffes en afgørelse, der kræver enstemmighed, uden den pågældende medlemsstats regeringsrepræsentants stemme.