EU optræder samlet overfor omverdenen i en række sammenhænge. Det gør EU særligt via den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og igennem forsvarssamarbejdet. Ved siden af dette samarbejde har EU dog også et veludviklet handelssamarbejde, et samarbejde om udviklings- og bistandspolitikken og en samlet tilgang til internationale forhandlinger – f.eks. vedrørende klimapolitikken. EU’s medlemslande kan dog også være uenige somme tider og derfor føre politik hver for sig. Det skete eksempelvis med Irak-krigen i 2003, hvor særligt Frankrig og Tyskland var imod krigen, mens bl.a. Storbritannien og Danmark støttede og deltog i den.
På denne side kan du læse mere om, hvordan EU’s udenrigspolitik fungerer og få et overblik over, hvordan EU samarbejder om forskellige udenrigspolitiske emner.
Udviklingen af EU’s udenrigspolitiske samarbejde
EU-samarbejdet startede i 1950’erne som et rent økonomisk samarbejde om samhandel. I starten af EU’s levetid var der derfor ikke stor fokus på at skabe en fælles udenrigspolitik. Denne del af samarbejdet har derfor udviklet sig langsomt, og det blev først formelt etableret med Maastricht-traktaten i 1993.
Hvem bestemmer EU’s udenrigspolitik?
Inden danske politikere lægger sig fast på en udenrigspolitisk linje, tager de ofte ned i EU for at blive enig med de andre lande. EU skal gerne stå samlet, mener man, og derfor skal der koordineres mellem medlemslandene. Det er hovedsageligt medlemslandenes regeringsrepræsentanter – Stats- og regeringschefer eller udenrigsministrene – der fastlægger EU’s fælles udenrigspolitik. Der er dog også andre personer og institutioner, der spiller en vigtig rolle.
Hvem repræsenterer EU udadtil?
EU’s repræsentation udadtil kan godt være svær at forstå, og der er ikke altid helt klare skillelinjer mellem de forskellige institutioner og personer. I EU er der særligt tre institutioner, der arbejder med EU’s udenrigspolitik. Det er Det Europæiske Råd, Ministerrådet for Udenrigsanliggender og Udenrigstjenesten. De to sidstnævnte institutioner ledes desuden af EU’s udenrigsrepræsentant, der ofte betegnes som ”EU’s udenrigsminister”.
Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (”FUSP”)
EU’s medlemslande samarbejder om de fleste større udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner. Samarbejdet indebærer, at medlemslandene og institutionerne holder hinanden informeret om forskellige udenrigspolitiske forhold, og hvis der er enighed mellem medlemslandene, kan der koordineres og skabes et tæt samarbejde om udenrigspolitikken.
Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (”FSFP”)
En central del af EU’s fælles udenrigspolitik er samarbejdet om sikkerhed og forsvar. Samarbejdet betyder bl.a., at EU kan gribe samlet ind i konfliktsituationer, og at medlemslandene kan samle og dele militært materiel og militær træning i EU. Samarbejdet er dog ikke opbygget sådan, at der er etableret en egentlig ”EU-hær”. Det er stadig forbeholdt hvert enkelt medlemsland at bestemme, hvorvidt de ønsker at deltage i konkrete missioner, og hvor meget de ønsker at bidrage med.
EU og terrorbekæmpelse
Efter USA blev udsat for et voldsomt terrorangreb den 11. september 2001, har terrorbekæmpelse været et stort emne på den internationale dagsorden. Det er også tilfældet i EU, hvor særligt terrorangrebene i Madrid i 2004 og London i 2005, viste at også EU-området er mål for terrorisme. Som reaktion på terrorangrebene, har EU skabt regulering og samarbejde på en lang række områder, i et forsøg på at forebygge, beskytte, forfølge og reagere effektivt på terrorangreb eller trusler.EU og international handel
Medlemslandenes handelspolitik føres igennem EU. Det er alene EU der kan indgå handelsaftaler med andre lande, og det er EU, der forhandler på medlemslandenes vegne i verdenshandelsorganisationen WTO. Ved siden af de rent handelsmæssige aftaler har EU også et særligt forhold og nogle særligt tætte bånd til en række lande. Disse bånd betyder, at EU har indgået nogle særlige aftaler med disse lande, som supplerer det rent handelsmæssige samarbejde.
EU og udviklingspolitik
EU’s medlemslande samarbejder tæt om udviklings- og bistandspolitikken, og EU og medlemslandene er på nuværende tidspunkt verdens største yder af udviklingsbistand. EU har som det helt overordnede mål med politikken at nedbringe og bekæmpe den fattigdom, der desværre stadig eksisterer mange steder i verden.
Sidst opdateret: 27-06-2012 - Marc Schack