Transaktionsskatten skal ifølge Kommissionens forslag pålægges handlen med finansielle instrumenter mellem finansielle institutioner, hvor mindst én af institutionerne er bosiddende i EU.
Skatten
De finansielle institutioners handel med aktier og obligationer vil blive pålagt en afgift på 0,1 procent og afledte instrumenter en afgift på 0,01 procent. Det skulle ifølge Kommissionens beregninger kunne generere omkring 57 mia. euro om året svarende til ca. 424 mia. danske kroner.
Kommissionen understreger, at private og øvrige virksomheder ikke vil blive omfattet af den finansielle transaktionsafgift, hvilket bl.a. friholder hus- og banklån samt forsikringer.
Anvendelse af provenuet
Kommissionen lægger op til, at en del af provenuet fra transaktionsskatten skal tilfalde de enkelte medlemslande. Samtidig har Kommissionen i forbindelse med forslaget til EU's næste overordnede rammebudget i perioden 2014-2020 luftet idéen om at anvende transaktionsskatten som en ny indtægtskilde til finansiering af en del af EU's budget.
Konsekvenser
Der har været en del debat om konsekvenserne af forslaget på specielt vækst og beskæftigelse. Med udgangspunkt i Kommissionens omfattende konsekvensanalyse og modelberegning, er det blevet udledt, at der vil være en negativ effekt på EU's samlede beskæftigelse på 440.000 personer - heraf 5.000 i Danmark. Du kan finde det bilag, som beregningerne for vækst og beskæftigelse er udledt af til højre på denne side.
Videre forløb
Forslaget var umiddelbart først sat på til behandling på et rådsmøde den 22. juni 2012, men det danske EU-formandskab har modtaget en opfordring fra ni af eurolandene om at fremskynde behandlingen af forslaget om den finansielle transaktionsskat. De ni eurolande bag henvendelsen omfatter: Frankrig, Tyskland, Østrig, Belgien, Finland, Grækenland, Spanien, Portugal og Italien.
Folketingets Skatteudvalg har endvidere indkaldt økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager til et samråd om transaktionsskatten den 23. februar 2012 kl. 13.00.
Baggrund
Kommissionen begrunder bl.a. forslaget om transaktionsskatten med, at den finansielle sektor har modtaget en omfattende støtte fra medlemslandene under den finansielle- og økonomiske krise, hvorfor det efter Kommissionens mening er rimeligt, at også denne sektor bidrager til omkostningerne i forbindelse med at genoprette økonomien. Samtidig kan transaktionsskatten medvirke til at begrænse mere risikobetonet handel.
Kommissionen foreslår, at afgiften skal træde i kraft den 1. januar 2014.