Bretton Woods Systemet
Efter guldfodens kollaps under 1. Verdenskrig og Depressionen, der begyndte i 1929, søgte de vestlige allierede parter at etablere et internationalt monetært system, som kunne give samme internationale valutastabilitet som under guldfoden.
I mellemkrigstiden kunne man udlede forskellige tendenser af de flydende valutakurser. Der var tegn på, at de flydende kurser virkede som en hindring af handlen mellem landene, og at de gav anledning til spekulative og destabiliserende kapitalbevægelser. Holdningen gik i retning af at favorisere en fastlåst valutakurs.
I 1944 mødtes de allierede parter i Bretton Woods, New Hampshire, USA. Formålet var at etablere et system af faste, men justerbare valutakurser og guldindløseligheden. Landene kunne således vælge mellem direkte binding til guld, eller indirekte binding gennem dollaren, som var defineret i forhold til guld (35 dollar pr. ounce guld). Systemet blev døbt Bretton Woods Systemet og eksisterede indtil 1971. Håbet var at stabilisere pengestrømmene mellem handlelspartnere i forskellige lande, og at den internationale samhandel ville øges i takt med at risikoen for uforudsete udsving i valutakurserne mindskedes.
Der var imidlertid problemer med Bretton Woods Systemet. I november 1967 måtte Bank of England devaluere pundet, en af systemets nøglevalutaer. Dette skete efter en periode med spekulativt pres, under hvilken banken fra starten havde interveneret med køb af pund med internationale valutareserver, og på den sidste dag før devalueringen måtte opkøbe mere end en milliard pund.
Et andet problem med systemet var, at USA ikke havde nogen mulighed for at devaluere dollaren, der var ankervalutaen i systemet. Da USA derfor i slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne havde en stigende inflation, stigende underskud på betalingsbalancen, og førte en ekspansiv pengepolitik, blev de andre deltagende lande tvunget til ensidigt at støtte dollaren mod presset fra markedet. Dette svækkede hele systemet og skabte ustabilitet i kurserne på en række andre vautaer, eksempelvis opgav Tyskland i maj 1971 endelig at kontrollere D-marken og lod den flyde i forhold til andre valutaer.
Bretton Woods Systemets reelle sammenbrud i 1971 skete, da Præsident Nixon afskaffede dollarens indløselighed i guld, efter at centralbankerne siden 1968 kun handlede guld med andre centralbanker og hermed havde skabt to guldmarkeder med to guldpriser, nemlig den officielle centralbankpris og markedsprisen.
Selv om der ikke i disse år var et valutasamarbejde mellem de daværende medlemmer af EF, påvirkede uroen på valutamarkedet og især udsving i kursen for D-mark og franc samarbejdet. Det truede de andre valutaers stabilitet og det fælles prissystem, der var indført inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik. For EF-landene understregede dette behovet for et tættere økonomisk samarbejde.
Barre-rapporten
Allerede i februar 1969 foreslog Barre-rapporten et tættere samarbejde om økonomisk og monetær politik. Dette forslag blev fulgt op på topmødet i Haag i december samme år, hvor det blev besluttet at gøre Den Økonomiske og Monetære Union til et officielt mål. Topmødet nedsatte en gruppe med den luxembourgske premierminister Pierre Werner som formand. Gruppen gik herefter i gang med at udarbejde en rapport om, hvordan dette mål kunne nås inden 1980.
Werner-rapporten
Rapporten forelå i oktober 1970. Gruppen foreslog, at man indførte den økonomiske og monetære union over en tiårig periode efter en tre fase-plan. Landene skulle gradvist øge koordineringen af den økonomiske politik og mindske udsvingene i valutakurserne. I den tredje fase skulle valutakurserne fastlåses og de nationale valutaer skulle erstattes med en fælles valuta. Den økonomiske og monetære union skulle sikre helt frie kapitalbevægelser, og gruppen anbefalede samtidig at styrke den økonomiske politik og at fastlægge retningslinjer for medlemsstaternes finanspolitik.
På trods af uenighed om dele af rapporten tilsluttede de 6 medlemslande sig i marts 1971 principielt indførelsen af ØMU'en i tre faser. Den første fase, der skulle nedbringe valutakursudsvingene, blev iværksat på forsøgsbasis. Der var imidlertid ikke nogen forpligtelse til at fortsætte processen, og første fase kom aldrig i gang, bl.a. pga. oliekrisen og den internationale valutauro, der opstod som følge af Bretton Woods-systemets sammenbrud.
Slangen i tunnelen
For igen at få fremdrift i valutasamarbejdet oprettede medlemslandene "slangen i tunnelen" i marts 1972. Idéen var at lade valutaerne flyde ("slangen") inden for snævre udsvingsmargener i forhold til dollaren ("tunnelen"). På grund af oliekrisen, den svækkede dollar og uenighed om den økonomiske politik tabte "slangen" på mindre end to år de fleste af sine medlemmer og blev til sidst til en "D-mark"-zone bestående af Tyskland, Benelux-landene og Danmark, der sammen med Storbritannien og Irland var trådt ind i samarbejdet den 1. januar 1973.
EMS
Det fortsatte ønske om monetær stabilitet resulterede i indførelsen af det europæiske monetære system (EMS) i marts 1979. Initiativet kom fra Frankrig og Tyskland og alle øvrige medlemsstater med undtagelse af Storbritannien deltog.
Der var to hovedelementer i EMS-samarbejdet: fastkurssamarbejdet ERM og den fælles regne enhed ECU. ERM står for "Exchange Rate Mechanism", og skulle sikre valutakursstabiliteten ved at begrænse valutakursernes udsving til +/- 2,25%. ERM fungerede gennem en aftale blandt de deltagende landes national- og centralbanker om gensidigt at intervenere, dvs. købe og sælge valuta for at rette kursen op, hvis en valuta nåede udsvingsgrænsen, og samtidig hæve renten, hvis valutaerne kom under pres.
ECU, eller European Currency Unit, var en regneenhed vægtet sammen af de forskellige landes valutaer. ECU'en blev brugt af EU's institutioner og som regneenhed ved fastlæggelse af landbrugspriser og udmåling af strukturfonde og budget.
EMS'en gjorde det muligt i en tiårsperiode at nedbringe valutakursudsvingene betragteligt. Efter den voldsomme valutauro i 1992 og 1993 blev ERM-udsvingsbåndet afløst af et bånd på +/- 15%.
Det indre marked
EF-landenes erfaringer med samhandlen i toldunionen gav i midten af 1980'erne anledning til kritik af fællesmarkedets funktion. Der var mange forhindringer for den fri handel - fx tekniske handelshindringer i form af forskellige nationale, diskriminatoriske krav til varerne. Der var også begrænsninger på investeringer mellem EF-landene og på at søge arbejde i andre lande.
I 1986 vedtog EF-landene derfor Den Europæiske Fællesakt (døbt EF-Pakken i Danmark) om det indre marked. I det indre marked skulle både varer, tjenester, arbejdskraft og kapital kunne bevæge sig frit mellem landene på samme måde som på de deltagende landes hjemmemarkeder. Etableringen af det indre marked havde til formål at bidrage til større vækst og lavere priser gennem større konkurrence.
Det indre marked gjorde, at diskussionen om en økonomisk og monetær union blev aktualiseret. Det blev fremført, at det indre marked ikke ville få sin fulde virkning på grund af de forholdsvis høje vekselomkostninger og usikkerhed om bare små valutaudsving.
Delors-rapporten
På topmødet i Hannover i 1988 nedsatte man et udvalg, som skulle udarbejde en rapport om, hvordan en økonomisk og monetær union med en fælles valuta kunne indføres. Udvalget bestod af Jacques Delors, der på det tidspunkt var Europa-Kommissionens formand, de daværende 12 national- og centralbank-chefer og tre uafhængige eksperter. Fra Danmark deltog nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, og som uafhængig ekspert deltog professor Niels Thygesen fra Københavns Universitet. Arbejdet i udvalget blev afsluttet med den såkaldte Delors-rapport i 1989.
Ligesom Werner-rapporten var forslaget i Delors-rapporten en økonomisk og monetær union i tre faser. Samtidig foreslog rapporten en bedre koordinering af den økonomiske politik, regler om størrelsen og finansieringen af nationale budgetunderskud og oprettelse af en uafhængig institution, der skulle være ansvarlig for EU's monetære politik.
På topmødet i Madrid i juni 1989 blev det vedtaget at realisere af Den Økonomiske og Monetære Unions 1. fase den 1. juli 1990 med udgangspunkt i forslagene fra Delors-rapporten.
ØMU'ens 1. fase
Den første fase indebar, at landene i højere grad skulle samordne deres økonomiske politikker. Landene skulle gensidigt overvåge hinandens økonomier for at forsøge at sikre en mere ensartet udvikling. Centralbankerne skulle konsultere hinanden i spørgsmål om pengepolitikken, og landene skulle deltage i valutasamarbejdet i EMS'en.
I december 1990 blev der indledt en regeringskonference, der resulterede i en traktat, som i 1992 blev underskrevet i Maastricht, Holland. Maastricht-traktaten indeholdt blandt andet det juridiske grundlag for ØMU'ens 2. og 3. fase, og bestemmelserne lå tæt op af de forslag, der blev fremsat i Delors-rapporten. I november 1993 trådte Maastricht-traktaten i kraft.
ØMU'ens 2. fase
Overgangen til anden fase skete den 1. januar 1994. I denne fase skulle medlemsstaterne nå nogle faste mål med hensyn til konvergens af deres økonomiske politik, der blev vedtaget præcise, ikke bindende regler om offentlig finansiering, og der blev indført en ny form for fælles overvågning af de offentlige finanser.
Det Europæiske Monetære Institut (EMI) blev oprettet med det formål at samordne den monetære politik gennem et styrket samarbejdet mellem medlemsstaternes centralbanker og at forberede indførelsen af den fælles valuta.
På topmødet i Madrid i december 1995 fastlagdes datoen for 3. fase til 1. januar 1999. Samtidig besluttede man, at den fælles valutas navn skulle være "euro", og at eurosedler- og mønter skulle indføres senest i 2002. I maj 1998 vedtog stats- og regeringscheferne på et møde i Bruxelles, at tredje fase kunne indledes ved årsskiftet blandt 11 medlemslande: Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig. Rådets beslutning af 3. maj 1998.
ØMU'ens 3. fase
Den tredje fase begyndte således den 1. januar 1999 for de 11 deltagerlande. Denne fase indebar, at de deltagende stater låste deres valutakurser uigenkaldeligt fast og indførte euroen. Samtidig oprettede man det Europæiske System af CentralBanker og den Europæiske CentralBank, der erstattede Det Økonomiske og Monetære Institut (EMI). Landenes fælles monetære og valutakurspolitik blev suppleret af, at landene er forpligtet til at samordne den økonomiske politik, som et spørgsmål af fælles interesse.
De deltagende lande i den tredje fase er forpligtet til at overholde bestemmelserne i traktaten og statutten for Det Europæiske Centralbanksystem (ESCB), og skal alle have opnået en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens. Den økonomiske konvergens måles i forhold til bestemte kriterier vedrørende prisstabilitet, udviklingen i de offentlige finanser, valutakursstabilitet og udviklingen i den lange rente i henhold til traktatens artikel 121, stk. 1.
Grækenland blev den 3. maj 2000 godkendt til at deltage i den tredje fase af både Den Europæiske Centralbank og af Europa-Kommissionen. Begge institutioner fandt, at Grækenland opfyldte de nødvendige betingelser for at kunne indføre euroen. Kommissionen foreslog samtidig Rådet, at Grækenlands trådte ind i tredje fase den 1. januar 2001. Den endelige beslutning blev truffet af Rådet den 19. juni 2000.
Den 1. januar 2002 blev euromønter og -sedler indført som betalingsmiddel i euroområdet.
Nye eurolande
Slovenien blev det første af de 10 nye medlemslande, der blev optaget den 1. maj 2004, der indførte euroen. Den 1. januar 2007 blev den slovenske tolar udskiftet med euro. Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank vurderede den 16. maj 2006, at Slovenien levede op til konvergenskriterierne for eurodeltagelse. Den formelle godkendelse af Slovenien som det 13. euroland faldt på et rådsmøde for EU's økonomi- og finansministre den 11. juni 2006. Malta og Cypern har siden efterfulgt Slovenien og blev den 1. januar 2008 optaget i eurokredsen. Senest er Slovakiet kommet med i eurosamarbejdet den 1. januar 2009.
Yderligere information
Sidst opdateret: 21-01-2009 - Martin Jørgensen