ERM-II er en frivillig aftale for lande, der står uden for euroen. Hver deltagende valuta har en centralkurs i forhold til euroen. Omkring centralkursen fastlægges udsvingsgrænser inden for ydergrænserne på +/- 15 procent. Aftalen bevirker, at Den Europæiske Centralbank (ECB) yder korte kreditter til ERM II-landets centralbank og koordinerer intervention på valutamarkedet under pres mod det pågældende lands valuta.
Danmark står uden for den fælles mønt, men er tilknyttet ERM-II med et udsvingsbånd over for euroen på +/- 2,25 procent omkring en centralkurs på 7,46038 kr. pr. euro.
For at kunne indføre euroen, skal et land opfylde en række krav om økonomisk konvergens. Blandt disse er deltagelse i ERM II i mindst to år uden alvorlige udsving.
På nuværende tidspunkt deltager Danmark, Litauen og Letland i ERM II. Polen, Ungarn, Tjekkiet, Rumænien og Bulgarien ventes at søge om optagelse på et senere tidpunkt. Sverige og Storbritannien deltager ikke i ERM II.