Edinburgh-aftalen blev forhandlet på plads efter det danske nej til Maastricht-traktaten ved folkeafstemningen den 2. juni 1992.
Selve Edinburgh-aftalen blev indgået af EU's stats- og regeringschefer i forbindelse med et EU-topmøde den 11.-12. december 1992 i Edinburgh. Edinburgh-aftalen indgår som del B af formandskabets konklusioner fra topmødet.
Edinburgh-aftalen indeholder følgende elementer:
-
Edinburgh-afgørelsen, der er opdelt i fem afsnit, hvor afsnit A-D indeholder de fire danske forbehold. Afsnit E indeholder de afsluttende bestemmelser.
-
To erklæringer fra Det Europæiske Råd, der indeholder "Erklæring om social- og arbejdsmarkedspolitik, forbruger- og miljøanliggender samt fordelingspolitik" og "Erklæring om forsvar".
-
Tre ensidige erklæringer fra Danmark, der blev knyttet til den danske akt om ratifikation af Traktaten om Den Europæiske Union. Erklæringerne består af "Erklæring om unionsborgerskab", "Erklæring om samarbejdet på området retlige og indre anliggender" samt "Sluterklæring".
Edinburgh-afgørelsen er en juridisk bindende afgørelse, der er indgået som en såkaldt folkeretligt bindende afgørelse. Afgørelsen er altså ikke en del af EU's traktatgrundlag eller afledte EU-ret.