Svar:
Der blev valgt 736 medlemmer til Europa-Parlamentet den 4.-7. juni 2009. I Danmark skulle vi vælge 13 medlemmer søndag den 7. juni. Ni partier/bevægelser opstillede i alt 102 kandidater til dette valg, og de 13 mandater blev fordelt ved forholdstalsvalg efter den såkaldte d’Hondtske metode, som forklares nærmere nedenfor.
Første trin - fordeling af pladserne mellem partierne
Når det skal afgøres, hvem der skal have pladserne i Europa-Parlamentet, finder man i første omgang frem til, hvor mange pladser de forskellige partier/bevægelser skal have. Da valgstederne lukkede søndag den 7. juni kl. 20.00 blev det ude på de enkelte valgsteder talt, hvor mange stemmer hver kandidatliste fik. Valgstederne sendte herefter optællingerne til Danmarks Statistik, som står for opgørelsen af valget.
Valgforbund
Inden den d'Hondtske metode forklares, er det også nødvendigt at at skrive lidt om valgforbund. Når valgresultater opgøres efter den d’Hondtske metode, er der nemlig en tendens til, at store partier får en større andel af mandaterne, mens mindre partier får en mindre andel. For at stå bedst muligt i kampen om mandaterne og mindske stemmespild, kan partierne og bevægelserne derfor indgå såkaldte valgforbund med hinanden. Når partier indgår valgforbund, aftaler de, at deres stemmetal lægges sammen, når det i første omgang regnes ud, hvilke partier og bevægelser, som får mandaterne.
Når det er regnet ud, hvor mange mandater et valgforbund har fået, skal mandaterne selvfølgelig også fordeles internt i valgforbundet mellem de partier, som valgforbundet består af, men i første omgang kan partierne forbedre deres stilling i kampen om mandaterne ved at indgå valgforbund med andre partier.
Dansk Folkeparti havde ikke indgået valgforbund, men ellers hvde de øvrige partier og bevægelser indgået nedenstående valgforbund ved dette valg:
-
Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.
-
Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre.
-
JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU.
Hele Danmark er én valgkreds
Efterhånden som valgstederne indberettede deres tal, blev stemmerne lagt sammen, så man ender med tal på, hvor mange stemmer hvert af de ni partier eller bevægelser har fået i hele landet. Det skyldes, at hvert af de 27 EU-lande udgør én valgkreds ved europaparlamentsvalget. Hele Danmark er derfor ét stort valgområde, og derfor fordeles pladserne med udgangspunkt i landsdækkende tal for stemmer på kandidatlisterne/valgforbundene. Man har ikke lokale valgkredse som ved folketingsvalg.
Den d'Hondtske metode
Den d'Hondtske metode er en såkaldt forholdstalsmetode. Det betyder i princippet, at et parti, der har fået 10 pct. af stemmerne også får 10 pct. af mandaterne. Dette lader sig imidlertid i praksis ikke gøre, da det i dette tilfælde vil betyde, at partiet skal have 1,3 mandat. Der findes derfor forskellige metoder til at tilpasse stemmefordelingen til hele mandater. Den d'Hondtske metode er en af de mest udbredte.
Med udgangspunkt i de landsdækkende tal, starter man herefter med at dividere det samlede antal stemmer, som kandidatlisterne/valgforbundene har fået med 1. Herefter dividerer man med 2 og herefter med 3, 4, 5 osv. Når stemmetallene er divideret med 1, 2, 3, 4, 5 osv. har man en lang række tal – såkaldte kvotienter. Det er disse kvotienter, som bruges til at fordele mandaterne. Princippet i den d'Hondtske metode er nemlig, at mandaterne fordeles efter disse kvotienters størrelse.
Den første plads i Europa-Parlamentet går derfor til det parti eller valgforbund, som har den største kvotient – det betyder i praksis det største stemmetal, da det er det tal, som er divideret med 1. Herefter går den anden plads til det parti eller valgforbund, som har den næststørste kvotient, og det tredje mandat går til partiet med den tredjestørste kvotient, og sådan bliver man ved indtil alle 13 mandater er fordelt.
Andet trin - hvilke kandidater får pladserne?
Når det er gjort op, hvor mange pladser partierne/valgforbundene får, skal det opgøres, hvilke personer der er valgt ind i Europa-Parlamentet. Det er først dagen efter valget, at man ved, hvilke personer, som får pladserne, da man her tæller stemmerne op igen ved en såkaldt fintælling, og ved denne fintælling tæller man også, hvor mange stemmer de enkelte kandidater har fået.
Sideordnet opstilling eller partiliste
Partierne har selv kunnet vælge om de vil anvende sideordnet opstilling af kandidaterne eller om de har villet benytte partiliste. Sideordnet opstilling betyder, at det er kandidaternes personlige stemmetal, som afgør, hvem der får partiets mandat. Hvis et parti har vundet to mandater, er det derfor kandidaten med det største personlige stemmetal, som får partiets første plads i Europa-Parlamentet, og kandidaten med det næsthøjeste antal personlige stemmer, som får partiets anden plads.
Hvis "almindelige" kandidater fra et parti får flere personlige stemmer end partiets spidskandidat, er dette afgørende, og det er den kandidat med flest personlige stemmer, som får partiets mandat.
Otte ud af de ni partier/bevægelser valgte at opstille deres kandidater sideordnet. Det var kun Liberal Alliance, som valgte en partilisteopstilling, hvor bl.a. placeringen på kandidatlisten er afgørende for mandatfordelingen.
Læs mere om opgørelsen af valget til Europa-Parlamentet
Hvis du er interesseret i at læse mere detaljeret om opgørelsen af valg til Europa-Parlamentet og se eksempler på anvendelsen af den d'Hondtske metode, kan du finde flere informationer via linket i venstre side til Indenrigs- og Socialministeriets hjemmeside.