Ifølge den gældende tronfølgelov har mænd fortrinsret til arvefølgen til den danske trone. Det ville betyde, at hvis kronprinsesse Marys første barn havde været en prinsesse, så var hun blevet overhalet af en eventuel lillebror i arvefølgen til tronen.
Tronfølgeloven har grundlovsrang
Tronfølgeloven har grundlovsrang. Ændringen skal derfor gennemføres på samme måde som en ændring af grundloven. Det betyder, at Folketinget skal vedtage lovforslaget to gange, og at der skal være et folketingsvalg imellem de to vedtagelser, så Folketingets sammensætning er forskellig under de to vedtagelser.
Krav om folkeafstemning
Vedtages lovforslaget uændret for anden gang, skal der indenfor seks måneder afholdes folkeafstemning om forslaget. Her forelægges forslaget vælgerne til forkastelse eller vedtagelse. For at forslaget kan vedtages, skal et flertal af deltagerne i folkeafstemningen stemme for lovændringen. Desuden gælder det særlige, at dette flertal skal udgøre mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede.
Folkeafstemningen omfatter også Færøerne og Grønland
Folkeafstemningen omfatter også Færøerne og Grønland.
Det bør her bemærkes, at valget til Europa-Parlamentet, som også afvikles søndag den 7. juni, ikke omfatter vælgere med fast bopæl på Færøerne og Grønland, og at EU-statsborgere over 18 år med fast bopæl i Danmark kan stemme til europaparlamentsvalget, men ikke til folkeafstemningen. Forskellen på kredsen af stemmeberettigede til de to valg kommer bl.a. til at betyde, at stemmesedlerne til de to afstemninger udleveres ved to forskellige borde på valgstederne den 7. juni 2009.