1958
Vedtagelse af forordning nr. 3/58, som udgør de første fælles regler om social sikring for vandrende arbejdstagere. Samtidigt vedtagelse af gennemførelsesforordningen 4/58.
1963
Forordning 3/58 ændres på baggrund af en række afgørelser hvor Domstolen slår fast, at arbejdstagere skal forstås som alle som er dækket af en national social sikringsordning.
1968
Forordning 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed vedtages og danner grundlag for en udvidende fortolkning af betydningen af ”arbejdstagere”.
1971
Forordning 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet vedtages.
1976
Domstolen slår fast, at selvstændige erhvervsdrivende også er omfattet definitionen om arbejdstager forordning 1408/71 i den såkaldte Brack-sag.
1978-79
Med afgørelsen i dommen om de såkaldte Pierik-sager (C-117/77 og C 182/78) slår dommen fast, at medlemsstaternes sygeforsikringer er forpligtet til at betale for borgernes behandling i et andet EF-land, så længe behandlingen er nødvendig og effektiv.
Forordning 1390/81 vedtages, hvilket indebærer, at forordning 1408/71 nu også omfatter selvstændige erhvervsdrivende. Forordning 2793/81 vedtages og præciserer, at medlemsstaternes sygesikringer kun er forpligtet til at betale for behandling i en anden medlemsstat, hvis behandlingen er anerkendt i hjemlandet og denne behandling kan gives hurtigere en i hjemlandet.
1992
Maastricht-traktaten indfører unionsborgerskabet. Set i lyset af Domstolens praksis har unionsborgerskabet betydning i forhold til den frie bevægelighed for arbejdstagere og dermed styrkes de enkelte borgers rettigheder. Unionsborgerskabet har derfor indirekte suppleret reglerne for social sikring.
Forordning 3095/95 vedtages, hvilket medfører at forordning 1408 udvides til at omfatte alle borgere, som er omfattet af en social sikringsordning i en medlemsstat.
1998
Fælles beslutningsprocedure vedrørende lovgivning om social sikring bliver indført med Amsterdam-traktaten. Domstolen slår fast, at sundhedsydelser falder indenfor EU’s principper om fri bevægelighed gennem den såkaldte Kohl og Decker sag.
Forordning 1408/71 udvides til også at omfatte studerende.
2001
Statsløse og flygtninge bliver omfattet af forordning 1408/71. Med en afgørelse i den såkaldte Smits/Peerbooms-sag fastslår Domstolen, at princippet om fri udveksling af tjenesteydelser gælder alle typer sundhedsydelser. Medlemsstaterne kan dog kræve forhåndsgodkendelser med henblik på hospitalsbehandlinger.
EF-Domstolen fastslår med afgørelsen i den såkaldte Vanbraekel-sag, at en patient har ret til at få dækket sine udgifter, selvom myndighederne har givet afslag, hvis det efterfølgende viser sig, at begrundelsen for et afslag ikke var korrekt. Domstolen fastslår samtidig at sygesikringen skal dække prisen på en tilsvarende behandling i patientens hjemland.
2003
Tredjelandsborger omfattes af forordning 1408/71 med vedtagelse af Forordning 859/2003. Tredjelandsborgere får har dog ingen ret til fri bevægelighed, som er en forudsætning for, at 1408/71 finder anvendelse. Direktiv 2003/109 fastsætter at tredjelandsborgere under visse omstændigheder få retten til fri bevægelighed.
Inklusion af tredjelandsborgere falder inden for det danske forbehold. Med afgørelsen i den såkaldte Müller-Fauré & Van Riet sag slår Domstolen fast, at en medlemsstat kun må give afslag på behandling i et andet EU-land, hvis en tilsvarende behandling i hjemstaten kan gives hurtigere. Derudover betyder dommen at medlemsstaterne ikke kan kræve en forhåndsgodkendelse hvis det drejer sig om ikke-hospitals behandlinger.
2004
Kommissær Bolkestein fremlægger et første udkast til servicedirektiv, der omfatter sundhedsydelser. Alle unionsborgere omfattes af den nye Forordning 883/2004 som vil erstatte forordning 1408/71, forordning 883/2004 er dog endnu ikke trådt i kræft.
2005
Sundhedsydelser bliver fjernet fra servicedirektivet, og Kommissionen annoncerer at de grænseoverskridende sundhedsydelser vil blive fremsat i et særskilt direktiv.
2006
I den såkaldte Watts-sag slår Domstolen fast, at refundering af behandling i et andet EU-land ikke kan afvises, hvis der ikke kan tilbydes den nødvendige behandling i hjemstaten. Desuden fastslår dommen, at de nationale myndigheder har pligt til at begrunde deres afslag på anmodninger om udenlandsk behandling. Et ubegrundet afslag ligestilles med en tilladelse.
2007
Med afsigelsen af dom i den såkaldte Stamatalaki-sag slår Domstolen fast, at medlemsstaterne ikke kan give afslag på at refundere udgifter til behandling på et privathospital i en anden medlemsstat. Medlemsstaterne må dog indføre et krav om forhåndsgodkendelse for behandling på et privathospital.
Yderligere information
-
Se den danske bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling m.v. (BEK nr. 62 af 20/1/2010), hvor retten til behandling i udlandet er beskrevet i kapitel 5.