NB. Baseret på Kommissionens oprindelige direktivforslag!
Procedurer og kriterier for refundering
Direktivet fastlægger i hvilket omfang patienterne kan få dækket behandlingsudgifterne, når de vælger behandling i et andet EU-land (direktivforslagets artikel 7 og 8).
Patienten skal i første omgang selv betale for sin behandling, og har derefter mulighed for at få sine omkostninger refunderet. Patienten kan dog højst få godtgjort et beløb, som svarer til den godtgørelse, som den pågældende ville have fået gennem sundhedsvæsenet i sit hjemland. Yderligere omkostninger er for patientens egen regning.
Kan der kræves en forhåndsgodkendelse?
Al ikke-hospitalsbehandling, som borgerne har ret til at få i hjemlandet, kan søges i et andet EU-land uden forhåndsgodkendelse.
Det samme gælder hospitalsbehandling. Her har medlemslandene dog mulighed for at nedsætte et såkaldt ”autorisationssystem” og kræve samme behandlingsforløb som krævet i hjemlandet, såsom krav om at besøge en praktiserende læge forud for besøget ved en speciallæge.
Forhåndsgodkendelsen kan ikke nægtes, hvis behandlingen er relevant i forhold til patientens tilstand. Hjemlandet kan dog opstille en række kriterier for behandlingen i udlandet. Dette kan eksempelvis være et krav om besøg hos en praktiserende læge før hospitalsbehandling. Kriterierne skal dog være på linje med de kriterier, der gør sig gældende for behandling i hjemlandet.
Hvad er behandlingslandets ansvar?
Ifølge direktivforslaget har behandlingslandet ansvaret (direktivforslagets artikel 5) for følgende spørgsmål:-
At der findes ordninger, der sikrer at behandlingerne overholder internationale standarder inden for lægevidenskab og medicinsk praksis.
-
Overvågning af ordningerne.
-
At stille relevant information til rådighed for patienterne.
-
At sikre klageadgang samt retsmidler og erstatning, hvis patienten har lidt skade som følge af behandlingen.
-
At sikre, at der findes ordninger for erhvervsansvarsforsikringer eller lignende
-
Behandlingslandet skal yderligere sikre, at patienter fra andre medlemslande behandles på samme måde som medlemslandets egne borgere.
Hvordan oplyses patienterne om deres rettigheder?
Ét af formålene med direktivet er at give EU's borgere mulighed for at træffe informerede valg om sundhedsydelser. I den forbindelse fremsætter Kommissionen forslag om oprettelse nationale kontaktpunkter.
De nationale kontaktpunkter skal være ansvarlige for at oplyse patienterne om de særlige rettigheder, der er forbundet med at blive behandlet i et andet EU-land. Samtidig beskriver direktivet procedurerne for at klage, og hvilke regler der gør sig gældende i tilfælde af fejlbehandling. Eksempelvis er det forsikringsmedlemslandets opgave at sikre, at patienterne bliver oplyst om betingelserne for brug af sundhedsydelser i et anden medlemsland, herunder hvis der sker skader som følge af en behandling (direktivforslagets artikel 10).
Hvordan sikres kvalitet og sikkerhed?
I øjeblikket findes der ikke regler om kravene til kvaliteten af grænseoverskridende sundhedsydelser. Direktivforslaget fastsætter derfor, at det er medlemslandenes kvalitetsstandarder, som er gældende. Det er behandlingslandets ansvar at sikre, at behandlingen udføres korrekt, samt at standarderne løbende bliver justeret.
De nye regler vil styrke et europæisk samarbejde om sundhedsydelser
Udover at fastsætte en klar ramme for patienternes rettigheder, er der fokus på at styrke det europæiske samarbejde om sundhedsydelser. Gennem oprettelse af europæiske referencecentre samt en række initiativer om såkaldt e-sundhed, agter Kommissionen at øge informationsudveksling om blandt andet behandlingsformer samt forvaltning af nye sundhedsteknologier i EU’s medlemslande.
Endelig lægger forslaget op til anerkendelse af recepter udstedt i et anden medlemsland.