Det retlige grundlag for patienternes rettigheder har sin baggrund i forordningen om social sikring af vandrende arbejdstagere, som senere blev erstattet af forordning 1408/71. Forordning 1408/71 sikrer koordinering af medlemsstaternes sociale sikringsydelser og har haft væsentlig betydning for udviklingen af fortolkningen af patientrettigheder i EU.
Flere domstolsafgørelser har medført, at forordning 1408/71 med baggrund i EU’s grundlæggende principper om fri bevægelighed, er kommet til at omfatte en langt bredere gruppe af personer. Desuden har Domstolen i spørgsmålet om sygdomsbehandling holdt sig til den grundlæggende holdning, at hensynet til patienten vægter tungere end medlemsstaternes ansvar for tilrettelæggelsen af deres sundhedssystemer. På baggrund af Domstolens retspraksis, har borgere, som er omfattet forordning 1407/71, således haft ret til at søge behandling i et anden medlemsland samt få refunderet udgiften i hjemlandet.
EF-Domstolen har således gennem en række sager gradvist udvidet omfanget af borgernes rettigheder angående sundhedsydelser. Især Domstolens afgørelse i 1998 i sagerne Kohl og Decker, har sat fokus på patientmobilitet i EU. I de to sager slår Domstolen fast, at sundhedsydelser kan betragtes som en tjenesteydelse i traktatens forstand, og er derfor omfattet af reglerne om fri bevægelighed for tjeneste ydelser. EF-Domstolen slår således fast, at borgerne har ret til at få dækket køb af sundhedsydelser i et andet EU-land.
Siden sagerne Kohll og Decker har en række afgørelser været med til at forstærke patienternes retstilling yderligere. Det gælder bl.a. krav om større gennemsigtelighed i generelle procedurer eller spørgsmålet om forhåndsgodkendelse.
| 1998 | Kohl og Decker sagerne | |
| 2001 | Smith og Peerbooms | |
| 2001 | Vanbraekel-sagen | |
| 2003 | Müller-Fauré-sagen | |
| 2006 | Watts-sagen | |
| 2007 | Stamatelaki-sagen |
Sagerne betyder generelt, at man som EU borger i de sidste 10 år haft ret til at modtage behandling i andre EU-lande og få godtgjort behandlingsudgifter svarende til, hvis man fik behandlingen i hjemlandet. Denne retspraksis er dog aldrig blevet formuleret i form af lovgivning.