I erklæringen fra Det Europæiske Råds møde hedder det, at "Denne tænkepause vil blive benyttet til en bred debat i alle vore lande, der både skal omfatte borgerne, civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter, de nationale parlamenter og de politiske partier.".
Tænkepausen skulle bruges til at skabe debat om EU’s fremtid. Hvert EU-land igangsatte en række initiativer, som skulle fremme denne debat i medlemslandet.
Tænkepausen i Danmark
I Danmark udmøntede tænkepausen sig i initiativet 'Borgernes Dagsorden', hvor Folketinget, Folketingets Europaudvalg samt en række bevægelser og organisationer hver især stod bag en lang række debatskabende arrangementer. 'Borgernes Dagsorden' fandt sted i det første halvår af 2006.
Afslutning på tænkepausen
Den 15. og 16. juni 2006 mødtes EU’s stats- og regeringschefer i Det Europæiske Råd for at evaluere tænkepausen om Europas fremtid og drøfte den videre proces.I forbindelse med evalueringen af tænkepausen, talte de europæiske politikere blandt andet om resultaterne af tænkepausen i de forskellige medlemslande. Det var også her, at den danske statsminister præsenterede nogle af resultaterne fra den danske debat om Europas fremtid.
Det Europæiske Råd blev enig om, at tænkepausen var blevet brugt fornuftigt til at iværksætte nationale debatter og lytte til borgernes bekymringer. Samtidig erkendte politikerne, at en hurtig løsning på problemerne omkring forfatningstraktaten ikke var inden for rækkevidde. De lande som ønskede det, skulle dog kunne fortsætte med at godkende forfatningstraktaten.
På denne baggrund besluttede stats- og regeringscheferne, at igangsætte to såkaldte "parallelle spor":
-
Det ene spor udgøres af projektet ’Resultaternes Europa’ hvor EU fokuserer på at skabe konkrete og synlige resultater for borgerne indenfor rammerne af det eksisterende traktatgrundlag.
-
Det andet spor består af en fortsat debat og afdækning af, hvordan den konstitutionelle proces omkring forfatningstraktaten kan bringes videre.
På topmødet blev man desuden enige om, at det kommende tyske EU-formandskab i første halvår af 2007 skulle udarbejde en statusrapport over det videre forløb af EU's traktatreformproces.
Sidst opdateret: 09-07-2007 - Hella Møller Rasmussen