Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenTemasiderSchengen-samarbejdet › Baggrund

Temasider

Hvis du vil vide mere

Baggrund

Læs om baggrunden for Schengen-aftalen her

I begyndelsen af 1980’erne beskæftigede EF sig mere indgående med spørgsmålet om fri bevægelighed for personer i Det Europæiske Fællesskab. I juli 1982 fremlagde Europa-Kommissionen et udkast til Rådets resolution om »lempelse af personkontrollen af medlemsstaternes borgere ved passage af Fællesskabets indre grænseovergange«, men Kommissionens udspil var imidlertid mere vidtgående, end der var opbakning til blandt medlemsstaternes ministre i Rådet.

Først ca. 2 år senere kunne Rådet opnå enighed om at vedtage en mindre vidtrækkende resolution om emnet. Den 25. og 26. juni 1984 afholdt Det Europæiske Råd topmøde i den franske by Fontainebleau, hvor EF-landenes stats- og regeringschefer diskuterede, hvordan man kunne tilføre EF-samarbejdet fornyet dynamik ved at gøre det mere nærværende for borgerne – hvordan man kunne skabe »Borgernes Europa«. I Fontainebleau vedtog Det Europæiske Råd bl.a. at nedsætte en ad hoc gruppe, der skulle forberede en række initiativer til styrkelse af EU’s image og identitet overfor borgerne, herunder skulle medlemsstaterne arbejde på at fjerne politi- og toldkontrol af persontrafikken ved de indre grænser i EF.

På baggrund af erfaringerne fra Den Nordiske Pasunion fra 1957 og passamarbejdet mellem Benelux-landene fra 1960, blev etablering af fuldstændig fri bevægelighed for personer anset for at have stor symbolsk betydning for EF-integrationen. Opgivelsen af personkontrollen ved grænserne var dog samtidig et følsomt spørgsmål, hvor det var vanskeligt at forene medlemsstaternes synspunkter, når det kom til den praktiske gennemførelse.

Enkelte lande mente imidlertid, at den fri grænsepassage for personer var så vigtig en målsætning, at de valgte at iværksætte et tættere samarbejde herom ved siden af EF-samarbejdet. Den daværende tyske forbundskansler, Helmuth Kohl, og den daværende franske præsident, Francois Mitterand, indgik således i juli 1984 en bilateral aftale om at lette grænsekontrollen mellem de to lande(Saarbrücken-aftalen). Initiativet fik hurtigt tilslutning fra Benelux-landene, hvilket førte til Schengen-aftalen fra 1985. 

Kort efter indgåelse af Schengen-aftalen besluttede et flertal af EU-landene på topmødet i Milano (28.-29. juni 1985) at indkalde til en regeringskonference, hvor landenes stats- og regeringschefer skulle forhandle om ændring af traktaten. På samme topmøde fremlagde Kommissionen sin hvidbog med konkrete anvisninger på etableringen af et Indre Marked – hvilket også indebar fri bevægelighed for personer.

Et halvt år senere var traktatændringen, Den Europæiske Fællesakt, færdigforhandlet. Fællesakten - kaldet EF-Pakken i Danmark - skulle bane vejen for etableringen af Det Indre Marked med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

De daværende 10 EU-lande (Spanien og Portugal blev medlemmer 1. januar 1986, men deltog i forhandlingerne om fællesakten) var imidlertid stadig ikke enige om, hvor langt man skulle gå med hensyn til den fri bevægelighed for personer. Først og fremmest kunne landene ikke blive enige om hvilke personer, der havde ret til at bevæge sig frit over EU-landenes fælles grænser. Visse lande (herunder Storbritannien, Irland og Danmark) fortolkede den fri bevægelighed snævert, så den kun gjaldt for borgere fra EU-landene og ikke for tredjelandsborgere. Disse lande fandt det derfor nødvendigt at bevare en vis kontrol ved de indre landegrænser. Landene bag Schengen-aftalen mente derimod, at den fri bevægelighed burde omfatte alle personer og ønskede på længere sigt helt at fjerne kontrollen ved de indre grænser.

Da EU-landene i løbet af 1980’erne ikke kunne nå frem til en fælles forståelse inden for EU-samarbejdet, besluttede Frankrig, Tyskland, Italien og Benelux-landene selv at gennemføre den fri personbevægelighed inden for egne grænser. Det blev gjort i 1990 ved at disse lande undertegnede Schengen-gennemførelseskonventionen, der realiserede målsætningerne fra Schengen-aftalen fra 1985.