Fra starten af det europæiske samarbejde og frem til midten af 70érne var det primært artiklerne om arbejdskraftens fri bevægelighed (art. 39-42, tidligere art. 48-51 i EF-trakaten), der var relevante for udviklingen af social- og arbejdsmarkedspolitikken i EU. Det er artikler, der bestemmer at enhver forskelsbehandling af arbejdstagere på baggrund af nationalitet for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår skal afskaffes. Målet var ikke at harmonisere socialpolitikken, men derimod at tilvejebringe den nødvendige koordinering med henblik på at sikre den frie bevægelighed for arbejdstagerne. Derfor var det primært forordninger og ikke direktiver, der blev taget i brug. Hvor forordningerne koordinerer de forskellige nationale systemer, har direktiverne til formål at harmonisere.

I 70érne blev de første direktiver på det socialpolitiske område vedtaget. Det drejede sig om ligeløn for mænd og kvinder. Det var et af tidens store emner, og i takt med at man blev opmærksom på diverse mangler i ligestillingslovgivningen, - bl.a. på grund af domme fra EF-Domstolen, kom der flere og flere direktiver om ligestilling. Udover de mange direktiver om ligestilling er der kun få sociale områder, der er harmoniseret.

• De vigtigste harmoniseringer (direktiver)
• De vigtigste koordineringer (forordninger)
• Væsentlige henstillinger