Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenTemasiderSocial- og arbejdsmarkedspolitikken › Arbejdsgiverens ret ti...

Temasider

Arbejdsgiverens ret til fri bevægelighed

Virksomheder har ret til at etablere sig og sælge deres varer og ydelser i de andre medlemslande

En af de mest grundlæggende rettigheder i EU er retten til fri bevægelighed. Rettigheden indebærer bl.a. at virksomheder kan etablere sig i de andre EU-lande, og at de frit kan sælge deres varer eller tjenesteydelser. Denne frihed har stor betydning for de nationale arbejdsmarkeder.

Det er ikke kun personer der har en ret til fri bevægelighed - også virksomhederne har denne frihed. Det betyder eksempelvis at en virksomhed fra Tyskland har ret til at tilbyde sine varer og tjenesteydelser i Frankrig, og at den franske lovgivning ikke må hindre eller besværliggøre dette.

Reglerne om fri bevægelighed for virksomhederne betyder også, at udenlandske virksomheder har ret til at tage sine ansatte med til et andet EU-land, og udføre et stykke arbejde. Reglerne der regulerer denne del af den frie bevægelighed findes i det såkaldte udstationeringsdirektiv.

Retten til fri bevægelighed for virksomheder har givet anledning til flere sammenstød. Dette har særligt været tilfældet, i sager hvor fagforeninger har været utilfredse med de forhold som de ansatte i en vandrende virksomhed har arbejdet under. To af de mest omtalte eksempler på dette har været de såkaldte Laval/Vaxholm og Viking Line sager.

Laval/Vaxholm og Viking Line

I Laval/Vaxholm sagen havde et lettisk firma, Laval, vundet et EU-udbud om at renovere en skole i Vaxholm kommune i Sverige. Laval’s lettiske ansatte tog til Sverige for at starte på renoveringen, men blev forhindret da svenske fagforeninger valgte at arrangere en blokade og sympatikonflikter. De svenske fagforeninger mente at de lettiske ansattes løn på 80 kr. i timen var for lav, og at de skulle betales på et lønniveau der svarede til det normale i Sverige – 145 kr. i timen. Laval indbragte sagen for den svenske arbejdsret med påstand om, at de svenske fagforeningers handlinger var i strid med Lavals ret til fri bevægelighed, og her blev spørgsmålet stillet videre til EU-domstolen.

EU-Domstolen konkluderede, at de kollektive kampskridt som de svenske fagforeninger havde foretaget sig var i strid med EU-retten, bl.a. fordi fagforeningerne krævede bedre betingelser, end dem der følger af udstationeringsdirektivet. Blandt andet stiller udstationeringsdirektivet alene krav om at de udstationerede arbejdstagere skal have mindstelønnen i det land de arbejder i, og ikke den gennemsnitlige eller almindelige løn i branchen.

I Viking-Line sagen havde et finsk selskab, Viking Line, planlagt at ”udflage” færgen Rosella til Estland og dermed få mulighed for at indgå i lokale estiske overenskomster, der ville betyde en lavere løn til de ansatte. En finsk fagforening udsendte strejkevarsel og krævede, at alle ansatte skulle være omfattet af finske overenskomster uanset at færgen blev udflaget. Som konsekvens af dette valgte Det International Transportarbejderforbund (ITF) at forbyde de estiske fagforeninger at indgå overenskomster med Viking-Line. På denne baggrund opgav Viking-Line udflagningen og sagsøge ITF ved de britiske domstole. Viking-Line mente, at ITF havde krænket Viking-Lines ret til fri bevægelighed, og det gav den britiske domstol selskabet ret i. Ved appelinstansen blev afgørelsen dog omgjort, og man valgte at stille et spørgsmålet til EU-domstolen.

EU-Domstolen konkluderede, at de kollektive kampskridt der var anvendt i sagen udgjorde restriktioner i den fri bevægelighed, men at de dog kunne være tilladt, hvis de blev begrundet i såkaldte ”tvingende almene hensyn”, såsom hensynet til at beskytte arbejdstagere. Herudover skulle kampskridtene være egnede til at opnå målsætningen og være proportionelle, for at være lovlige.

Debat og løsning

Konsekvensen af de to domme har været heftigt debatteret, og mange har været bange for, at dommene ville føre til en underminering af den danske aftalemodel, da vi har et aftale-system der på mange måder ligner det svenske og finske. Der blev derfor hurtigt udarbejdet en betænkning og fremsat et lovforslag, der skulle sikre at Danmark kunne balancere vores model, med de krav der stilles i særligt Laval/Vaxholm dommen. Hovedproblemet var nemlig, ifølge Beskæftigelsesministeriets udredning, at den danske aftalemodel gør det uklart for udenlandske virksomheder, hvilke krav der stilles til dem om bl.a. mindsteløn.

Som en løsning på problemet, valgt man at ændre den danske udstationeringslov, så den nu henviser til nogle meget klare typer af overenskomster. Denne type overenskomst kaldes ofte for ”Laval-overenskomster”, og disse sender de danske fagforeninger nu ud til de udenlandske arbejdsgivere. Laval-overenskomsterne indeholder nogle kortfattede oplysninger omkring hvilke overenskomster der skal overholdes, hvilken løn de ansatte skal have, hvordan medarbejdere skal informeres mv. På den måde forsøger fagforeningerne at gøre klart hvilke forhold der skal overholdes, hvis man skal arbejde i Danmark.

Mere information: 


Sidst opdateret: 28-03-2012  - Marc Schack