Målet blev fastlagt af EU's stats- og regeringschefer på et topmøde i Lissabon i 2000. Det skal ske ved at omstille de europæiske industrisamfund og velfærdsstater til den nye vidensøkonomi. Stats- og regeringslederne lagde stor vægt på, at målet ikke skal nås ved at kopiere den amerikanske model, som de frygter vil skabe uacceptable regionale og sociale uligheder. Derfor fastsatte de ved samme lejlighed en række konkrete mål for social- og arbejdsmarkedspolitikken i denne omstilling, herunder mindre fattigdom, ligestilling af mænd og kvinder m.m.
EU-landene blev enige om at gå sammen om den strategiske omstilling, fordi de står overfor stort set samme problemer. Nok er arbejdsmarkederne og de sociale systemer bygget meget forskelligt op, men der er relativt veludviklede velfærdssystemer i alle EU-lande, og de lægger beslag på en stor del af de offentlige finanser. Set i et globalt perspektiv er EU-landene således i samme båd. Ingen andre regioner i verden går globaliseringen og den nye økonomi i møde med en stor velfærdsstat i bagagen. Strategien er, at EU-landene vil bruge den moderniserede velfærdsstat til at bringe Europa i front i den globale konkurrence, frem for at lade den virke som en klods om benet, der trækker EU-landene ned.
På den anden side er EU-landenes velfærdssystemer så forskellige, at landene hverken kan eller vil blive enige om fælles regler i større omfang end det allerede sker. Kernen i "Den Åbne Koordinations Metode", der skal gennemføre målsætningerne fra Lissabon, er at de enkelte lande, regioner og lokale myndigheder udvikler sig og eksperimenterer hver for sig. Resultaterne måles og sammenlignes, og embedsmænd, ministre og statsledere udveksler erfaringer og udvikler nye idéer.
Sidst opdateret: 24-05-2007 - FTTIBO