De socialpolitiske modeller i Europa

I Tyskland indførte Bismarck i 1880érne de sociale forsikringsrordninger, som havde til hensigt at kompensere arbejdstagerne for et økonomisk tab i tilfælde af en social hændelse. Ordningerne var obligatoriske for arbejdstagerne, men omfattede ikke personerne udenfor arbejdsmarkedet. Den omfordeling, der fandt sted skete indenfor gruppen af arbejdstagere og berørte kun dem og deres familier.

I modsætning til de obligatoriske forsikringsordninger udvikledes der i Storbritannien og i Skandinavien en anden socialpolitisk model. Der var to karakteristika; universelle ordninger, der omfattede hele befolkningen, koblet med residuale ordninger, de sigtede mod at sikre et vist eksistensniveau. Både de universelle og de residuale modeller er finansieret over skatten. I disse modeller afhænger berettigelsen og tildelingen af ydelser ikke af tidligere indbetalinger eller opsparede rettigheder, men derimod af statsborgerskab og/eller bopæl.

Sideløbende med udviklingen af den europæiske union, er de europæiske socialpolitiske modeller blevet reformeret, så de er mere egnet til et åbent marked, hvor arbejdskraften skal sikres fri bevægelighed. De individuelle forsikringsordninger skal være mobile, så man ikke mister sine rettigheder ved at flytte, og de skattefinansierede ordninger er sårbare overfor social turisme, hvis de udelukkende tildeles på baggrund af bopæl eller statsborgerskab.

Socialpolitiske modeller

Indenfor forskningens verden opererer man med 4 socialpolitiske modeller;

• Den liberale (Irland, Storbritannien)
• Den konservative (De kontinentale - og sydeuropæiske lande)
• Den socialdemokratiske (Norden)
• Den kommunistiske (ex-kommunistiske lande)

Den grundlæggende ideologi i den liberale model, er at individet skal sørge for sig selv. Socialstatens opgave er, at levere trangsbestemte ydelser. De erhvervsaktive er forsikret gennem sociale obligatoriske forsikringsordninger, der vel at mærke ikke er så omfattende og så gode som de konservative, kontinentale ordninger.

Den konservative socialpolitiske model sikrer i høj grad arbejdstagerne mod indkomsttab. I modellen er et indbygget optjeningsprincip, - man får udbetalt, hvad man har gennem årene har indbetalt. Personer uden forsikringsordningerne er omfattet af et socialt sikkerhedsnet.

Den socialpolitiske model er indbetalinger og udbetalinger adskilt. Rettighederne har man i kraft af bopæl og statsborgerskab, og systemet er finansieret over skatten.

Den kommunistiske ideologi var grundlæggende for socialpolitikken i de ex-kommunistiske lande. I disse lande er alle personer garanteret arbejde, og derfor fandtes der i teorien ingen arbejdsløse og derfor ingen arbejdsmarkedspolitik. Ligesom lønforskellene var små på arbejdsmarkedet, fik de fleste stort set samme indkomstoverførsel i tilfælde af sygdom, pension o.l. Indkomsten var dog relativ lav, men til gengæld blev fødevarer, boliger, transport m.m. støttede centralt fra staten.

Fundamentalt set er der stor forskel på socialpolitikken i de vesteuropæiske og de østeuropæiske lande. Men ligesom modellerne indenfor de gamle EU-lande konvergerer mod hinanden, er de nye EU-lande på vej i retning af mere kontinentale socialmodeller.

De nye EU-lande

De central– og østeuropæiske lande har en særlig statshistorie og en anden social profil. I de gamle centraleuropæiske lande har man haft garanteret ansættelse, og derfor en fundamental anden beskæftigelsespolitik end i en vestlig markedsøkonomi. Derudover er de nye lande karakteriseret ved obligatoriske sociale forsikringsordninger, og lave statsgaranterede serviceydelser og kontanthjælpsordninger.

Der er ingen udsigt til, at EU’s udvidelse vil føre til, at EU yderligere harmoniserer social- og arbejdsmarkedspolitikken. For det første har de nye lande andre socialpolitiske traditioner og systemer. For det andet er de nye lande økonomisk presset efter udvidelsen, og kunne derfor frygte for deres konkurrenceevne, såfremt erhvervslivet skulle leve op til yderligere socialpolitiske krav.