|
1958-75: Forordninger om social sikring i forbindelse med arbejdstagernes ret til fri bevægelighed. 1975-2000: Direktiver om ligestilling, barsel, arbejdstid og deltid m.m. |
Op i gennem 80érne kom den sociale dimension af EF mere og mere i søgelyset. I 1986 blev Fællesakten (på dansk kaldet "EF-pakken") vedtaget. Den indeholdt etableringen af Det indre Marked med fri bevægelighed for varer, kapital, arbejdskraft og tjenesteydelser, og som konsekvens deraf en deregulering og liberalisering af erhvervslivets betingelser indenfor EF. Flere fagforeninger og politikere frygtede, at den frie bevægelighed ville føre til spekulation i laveste sociale beskyttelsesforanstaltninger og krav, og dermed medføre en generel social dumping blandt de europæiske medlemsstater. Derfor var der et politisk pres på at få igangsat nogle foranstaltninger, der kunne modstå det forventede og frygtede pres på socialpolitikken. Det var baggrunden for Den sociale Pagt.
|
I 1989 vedtog stats- og regeringsledere fra 11 af EU's medlemslande den europæiske pagt om grundlæggende sociale rettigheder – den såkaldte sociale pagt. Det var oprindeligt en udtalelse vedtaget af Det Økonomiske og Sociale Udvalg (ØSU, se boks), som sigtede mod at tilføre det indre marked en social dimension. Virkeliggørelsen af det indre marked kunne ikke blot betragtes som et mål i sig selv, - den fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft havde en social slagside også. Den sociale pagt indeholdt følgende kapitler:
|
|
Økonomisk- og Social Udvalg har eksisteret lige siden EF blev oprettet i 1958. Det er et traktatfæstet udvalg bestående af 344 repræsentanter fra arbejdstagere, arbejdsgivere, landbruget, håndværkere og liberale erhverv, forbrugere samt andre samfundsinteresser. Det er en høringsberettiget institution, som jævnligt mødes for at vedtage udtalelser til EU-forslagene på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område. |
Margeret Thatcher, der var regeringsleder i Storbritannien på det tidspunkt, ville ikke stemme for, og derfor kunne erklæringen ikke vedtages som andet end en ubindende højtidelig erklæring fra 11 medlemslande. Først da Tony Blair kom til magten i 1998, kunne Storbritannien tilslutte sig Den sociale pagt i EU.
På baggrund af den højtidelige erklæring fra 11-Rådet fremlagde Kommissionen et handlingsprogram, som indeholdt initiativer på alle områderne.
Hjemmelsgrundlaget i Rom-traktaten for at få gennemført intentionerne fra Den sociale Pagt var dog begrænset. Det var primært artikel 118, som krævede enstemmighed. Derfor er der kun vedtaget ganske få retsakter på baggrund af Den sociale Pagt.
I 1993 da Maastricht-traktaten blev vedtaget, fik den sociale pagt en ny status i og med, at den blev vedtaget som en protokol til traktaten og dermed blev juridisk bindende. Samtidigt blev visse områder indenfor arbejdsmarkeds-politikken underlagt kvalificeret flertal, og dermed fik EU øget mulighed for at gennemføre de retsakter, der er udsprang af 11-aftalen. Maastricht traktaten indførte kvalificeret flertal på følgende arbejdsmarkedspolitiske områder:
-
Arbejdsvilkår
-
Information og konsultation af arbejdstagere
-
Lige muligheder for mænd og kvinder og ligebehandling i arbejdet
-
Erhvervsmæssig integration af udstødte personer
Der forblev enstemmighed på følgende områder:
- Social sikring og social beskyttelse af arbejdstagere
- Beskyttelse ved ophævelse af arbejdskontrakt
- Repræsentation af og kollektivt forsvar for arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser (herunder medbestemmelse)
- Beskæftigelsesvilkår for tredjelandsstatsborgere
- Finansielle bidrag til beskæftigselsfremme og jobskabelse
Endvidere blev det fastslået, at EU ikke kunne beskæftige sig med løndannelse, organisationsret, strejkeret og ret til lock-out.
Sidst opdateret: 24-05-2007 - FTTIBO