Dommene er baseret på EF-Domstolens fortolkning af traktaterne og de direktiver og forordninger, som Rådet og Parlamentet har vedtaget for at udbygge den fri bevægelighed.
Singh-dommen af 7. juli 1992 (sag C-370/90)
Hvad nyt tilføjede dommen?
-
EF-Domstolen fastslog, at en EU-borgers ret til at tage ophold i et andet EU-land sammen med sin tredjelandsægtefælle også skal gælde, når de vender hjem til EU-borgerens land. Ægtefællen skal således i EU-borgerens hjemland nyde mindst de samme rettigheder, som ægtefællen har krav på efter EU-retten, når han/hun opholder sig i et andet EU-land.
Kommentar
EF-Domstolen fastslog, at en EU-borgers ret til at tage . Ægtefællen skal således i EU-borgerens hjemland nyde mindst de samme rettigheder, som ægtefællen har krav på efter EU-retten, når han/hun opholder sig i et andet EU-land.Sagen drejede sig om en britisk statsborger, fru Singh, der var gift med en indisk statsborger. Efter at have arbejdet i Tyskland rejste ægteparret tilbage til Storbritannien for at drive selvstændig virksomhed. Efter hjemkomsten inddrog Storbritannien hr. Singhs opholdstilladelse, da de fandt ud af, at ægteparret skulle skilles.
Domstolen baserede sin afgørelse på en fortolkning af EF-traktatens artikel 52 om fri etableringsret (da ægteparret var selvstændige erhvervsdrivende) samt direktiv 73/148.
Dommen åbnede op for, at EU-borgere ikke blot kan benytte den ret til familiesammenføring efter EU-lovgivningen, mens de er vandrende arbejdstagere i andre EU-lande, men også efter at de er vendt hjem til deres eget land. Argumentationen er, at EU-borgerne i modsat fald ville opgive at gøre brug af retten til fri bevægelighed, hvis de mistede disse rettigheder ved hjemkomsten.
Carpenter-dommen af 11. juli 2002 - sag C-60/00
Hvad nyt tilføjede dommen?
- EF-Domstolen fastslog, at en EU-borger kan få adgang til ægtefællesammenføring med en tredjelandsstatsborger efter EUreglerneom fri bevægelighed uden at flytte til et andet EU-land, hvis EU-borgeren fra sit eget land gør brug af retten til fri levering af tjenesteydelser.
Kommentar
EF-Domstolen fastslog, at en EU-borger kan få , hvis EU-borgeren fra sit eget land gør brug af retten til fri levering af tjenesteydelser.Sagen handlede om en britisk statsborger, Hr. Carpenter, der var bosat i Storbritannien, hvorfra han solgte reklameplads til annoncører i andre medlemsstater. Storbritannien ville udvise hans filippinske ægtefælle. Ifølge Domstolen vedrørte hans rejser til andre EU-lande for at sælge annoncer den fri udveksling af tjenesteydelser. Domstolen fandt derfor, at Hr. Carpenter ville få vanskeligt ved at udøve sin ret til fri bevægelighed, hvis hans filippinske kone ikke kunne passe hans to børn fra første ægteskab, mens han var på rejser i andre EU-lande.
Domstolen baserede sin afgørelse på en fortolkning af EF-traktatens artikel 49 om fri udveksling af tjenesteydelser samt direktiv 73/148, forordning nr. 1612/68 og direktiv 68/360.
Endvidere henviste Domstolen til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til respekt for familielivet.
Dommen har bl.a. i retslitteraturen været kritiseret for at være vidtgående, da forbindelsen mellem de faktiske omstændigheder og EU-reglerne om fri bevægelighed er noget fjern. Kritikkerne har argumenteret for, at der reelt var tale om et internt anliggende, som burde falde uden for EU-rettens anvendelsesområde.
Dommen er beskrevet i EU-note E-53 af 12. august 2008 (genoptryk af EU-note fra 24. juli 2002).
MRAX-dommen af 25. juli 2002 - C-459/99
Hvad nyt tilføjede dommen?
-
EF-Domstolen fastslog, at retten for en tredjelandsstatsborger, der er gift med en EU-borger, til at indrejse i et EU-land kan gøres betinget afbesiddelsen af et visum. Men tredjelandsstatsborgeren kan kun afvises ved grænsen, hvis den pågældende udgør en trussel for den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.
-
Domstolen udtalte også, at et EU-land ikke kan nægte opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger, som kan bevise sinidentitet og sit ægteskab med en EU-borger, alene med henvisning til, at vedkommende er indrejst ulovligt til landet, eller at visummet var udløbet, da den pågældende søgte om opholdstilladelse.
Kommentar
Sagen var anlagt af en belgisk forening mod racisme, antisemitisme og fremmedhad, som fandt, at et belgisk cirkulære, som bestemte, at tredjelandsstatsborgere, der er ægtefæller til EU-borgere, skulle afvises ved grænsen, hvis de ikke var i besiddelse af et visum, var i strid med EU-retten.
Dommen forholder sig især til muligheden for at indføre visumpligt i forbindelse med tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold. Domstolen besvarer spørgsmålet om ulovlig indrejse i et EU-land eller et udløbet visum alene kan danne grundlag for at nægte en opholdstilladelse.
Selv om MRAX-dommen går i samme retning som den nyligt afsagte Metockdom, (se nedenfor) kan det ikke umiddelbart udledes af MRAX-dommen, at der ikke generelt kan stilles krav om forudgående lovligt ophold i et andet EU-land.
Akrich-dommen af 23. september 2003 (sag C-109/01)
Hvad nyt tilføjede dommen?
-
EF-Domstolen fastslog, at det er en betingelse for at en EU-borger kan tage sin tredjelandsægtefælle med hjem til sit eget EU-land, at sidstnævnte har haft lovligt ophold i værtsmedlemsstaten.
-
Domstolen fastslog dog også, at EU-borgerens medlemsstat vedbehandlingen af ægtefællens ansøgning om indrejse og ophold skal tage hensyn til retten til respekt for familielivet, jf. artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, når der er tale om et reelt ægteskab.
-
Endelig fastslog Domstolen, at ægteparrets motiver for at flytte fra det ene EU-land til det andet er uden betydning.
Kommentar
Sagen vedrørte den marokkanske statsborger, Hr. Akrich, der opholdt sig ulovligt i torbritannien, hvor han i 1996 blev gift med en britisk statsborger. I 1997 blev Hr. Akrich udvist af storbritannien og efter eget ønske sendt til Irland, hvor fru Akrich samtidig havde fået arbejde. Fru Akrich arbejdede i Irland i perioden august 1997 til juli 1998. Hr. Akrich ansøgte i starten af 1998 de britiske myndigheder om opholdstilladelse, idet han henviste til Singhdommen fra 1992.
Domstolens henvisning til, at der skal tages hensyn til respekten for familielivet, jf. menneskerettighedskonventionens artikel 8, kunne tolkes i retning af, at det ikke i alle tilfælde er nødvendigt, at tredjelandsstatsborgeren har lovligt ophold i det land, som ægteparret flytter fra (i sagen Irland).
Samme analyse kan findes i EU-note E 54 af 12. august 2008 (genoptryk af EU-note af 8. oktober 2003), som indeholder en redegørelse for dommen.
Eind-dommen af 11. december 2007 (sag C-1/05)
Hvad nyt tilføjede dommen?
- Domstolen fastslog, at det ikke er nogen betingelse for, at en EU-borger kan vende hjem fra et andet EU-land med en ægtefælle fra et tredjeland, at EU-borgeren vender hjem til et reelt og faktisk arbejde.
Kommentar
Sagen drejede sig om en hollandsk statsborger, Hr. Eind, der i 2000 rejste til Storbritannien for at arbejde. Under hans ophold i Storbritannien indrejste hans 11-årige datter, der havde statsborgerskab i Surinam, fra Surinam til Storbritannien, hvor hun fik opholdstilladelse. I 2001 rejste Hr. Eind tilbage til Holland sammen med sin datter, og datteren søgte om opholdstilladelse i Holland. Datteren fik afslag på opholdstilladelse i Holland, da faderen efter sin tilbagevenden til Nederlandene modtog kontanthjælp og ikke udførte eller søgte arbejde. De nederlandske myndigheder mente således, at faderen ikke var omfattet af EU-reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed, da han netop ikke søgte eller udførte arbejde i Nederlandene, da han vendte tilbage. EF-domstolen udtalte, at en borger fra et land uden for EU (som datteren) har ret til familiesammenføring i den konkrete situation, selvom faderen (EUborgeren) ikke udfører et reelt og faktisk arbejde ved sin tilbagevenden til sit hjemland (Nederlandene). Integrationsministeriets notat om konsekvenserne af Eind-dommen kan læses på ministeriets hjemmeside.
Metock-dommen af 25. juli 2008 (sag C-127/08)
Hvad nyt tilføjede dommen?
- Domstolen fastslog, at det ikke er en betingelse for at en EU-borger kan få sin tredjelandsægtefælle med hjem fra et andet EU-land, at ægtefællen har haft lovligt ophold i det pågældende EU-land.
Kommentar
Sagen drejede sig om, at de irske myndigheder havde besluttet at udvise fire afrikanere, der under ophold i Irland var blevet gift med EU-borgere fra hhv. Tyskland, Storbritannien og Polen. Begrundelsen for udvisningen var i det ene tilfælde, at ægteskabet var indgået, mens afrikaneren opholdt sig ulovligt i Irland. I de andre tilfælde henviste de irske myndigheder til, at de tre andre afrikanere ikke opfyldte betingelsen om forudgående lovligt ophold i en anden medlemsstat før ægteskabs indgåelse.
Dommen tager afstand fra Akrich-dommen fra 2003 (jf. ovenfor), men understreger samtidig, at afgørelsen er baseret på en fortolkning af opholdsdirektivet fra 2004, som bl.a. havde til formål at samle det meste af EU-lovgivningen og EF-Domstolens retspraksis om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ophold og indrejse i én retsakt. Dommen er beskrevet i EU-note E-51 af 28. juli 2008.
Vil du vide mere?
Sidst opdateret: 28-08-2008