Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenHvad er EU?EU's historie › Udvidelser

Hvad er EU?

Hvis du vil vide mere


Udvidelser

Kort introduktion til EU's fem udvidelsesrunder

I dag har EU 27 medlemslande, men da forløberen for EU blev grundlagt i 1952, var der kun 6 lande. Det var Frankrig, Holland, Belgien, Luxembourg, Vesttyskland og Italien. Danmark blev medlem af det daværende EF i 1973 efter en folkeafstemning i 1972. På samme tidspunkt blev også Irland og Storbritannien medlemmer af EF. I 1981 blev Grækenland medlem og i 1986 blev også Spanien og Portugal optaget i EU. Derefter gik der næsten ti år, før Sverige, Finland og Østrig blev medlemmer af EU i 1995. 

I 2004 skete den største udvidelse af EU nogensinde med hele 10 nye medlemslande på én gang. Indtil 2004 havde EU kun omfattet lande fra Vesteuropa. Med den sidste nye udvidelse har EU også fået medlemslande fra Central- og Østeuropa: Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet.

Den 1. januar 2007 blev de to sidste kandidatlande fra den store udvidelse, Bulgarien og Rumænien, optaget i EU.

Der er flere lande, som gerne vil være medlemmer af EU. Tyrkiet, Kroatien, Makedonien, Montenegro, Albanien, Island og Serbien har alle søgt om optagelse i EU. Tyrkiet og Kroatien startede optagelsesforhandlingerne med EU i oktober 2005, og i juli 2010 blev optagelsesforhandlingerne med Island indledt. Makedonien blev på topmødet i december 2005 anerkendt som kandidatland. Der er dog ikke fastsat en dato for, hvornår Makedonien kan starte optagelsesforhandlinger. 

Den 30. juni 2011 blev optagelsesforhandlingerne med Kroatien afsluttet. Det er forventningen, at Kroatien kan optages i EU den 1. juli 2013.

Gennemførte udvidelser af EF / EU

Vesttyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg(1952)
Danmark, Irland og Storbritannien (1973)
Grækenland (1981)
Spanien og Portugal (1986)
Østrig, Finland og Sverige (1995)
Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet (2004)
Bulgarien og Rumænien(2007)
 
Lande som søger optagelse i EU (ansøgningstidspunktet)
Tyrkiet(1987)
Kroatien(2003)
Makedonien(2004)
Montenegro(2008)
Albanien(2009)
Island(2009)
Serbien(2009)

Yderligere information


Sidst opdateret: 01-11-2010  - Martin Jørgensen