Printvenlig version Du er her: EU-Oplysningen > Hvad er EU? > EU-institutioner > Centralbanken
Hvad er EU?
Hvis du vil vide mere

Med Lissabontraktatens ikrafttrædelse den 1. december 2009 har ECB fået status af en EU-institution på linje med eksempelvis Europa-Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet.

Den Europæiske Centralbanks hjemmeside

EU-Oplysningens temaside om euroen


EU i dag
Europakortet
Centralbanken
Den Europæiske Centralbank (ECB) blev oprettet den 1. juni 1998 som en efterfølger til det tidligere Europæiske Monetære Institut (EMI). ECB har hovedsæde i Frankfurt, men bistås af de 16 eurolandes nationale centralbanker (Eurosystemet). Det såkaldte europæiske system af centralbanker (ESCB) består af samtlige EU-landes centralbanker og ECB.

ECB er politisk uafhængig og må ikke modtage instrukser fra hverken EU’s institutioner eller medlemslandene. ECB’s hovedopgave er at sikre prisstabilitet i euroområdet, hvilket er blevet defineret som et inflationsniveau tæt på men under 2 procent på årsbasis. Når denne målsætning ikke er i fare, kan ECB endvidere understøtte EU’s generelle økonomiske politikker.

Organisation

Den daglige ledelse af ECB varetages af direktionen bestående af seks medlemmer. Som formand for direktionen sidder franskmanden Jean-Claude Trichet.

Når ECB skal træffe beslutninger om den førte pengepolitik, herunder den vigtige fastsættelse af renteniveauet i euroområdet, er det Styrelsesrådet, der træder sammen. Styrelsesrådet består af ECB’s direktion og nationalbankdirektørerne fra de 16 eurolande. Styrelsesrådet mødes typisk hver 14. dag. Når Styrelsesrådet træffer afgørelser har hvert medlem én stemme. Der træffes afgørelser med simpelt flertal, forudsat at 2/3-dele af medlemmerne er til stede. I tilfælde af en ligelig fordeling af stemmerne, er det formanden, der har den endelige stemme.

Herudover findes Det Generelle Råd, der består af formanden og næstformanden for direktionen samt nationalbankdirektørerne fra samtlige EU-lande. Det Generelle Råd mødes typisk hver tredje måned og behandler bl.a. spørgsmål om fastkurssamarbejdet ERM II, samt er med til at forberede optagelse af nye medlemslande i eurosamarbejdet. 

Hovedopgaver

  • ECB formulerer og gennemfører den monetære politik, der føres i euroområdet.
  • ECB varetager valutaoperationer på valutamarkedet.
  • ECB besidder og forvalter de enkelte eurolandes beholdninger af fremmed valuta.
  • ECB skal fremme betalingssystemernes smidige funktion.

Det er endvidere ECB’s opgave at bemyndige udstedelsen af eurosedler samt omfanget af udstedte euromønter. Selve udstedelsen varetages dog af de nationale centralbanker.

I spørgsmål, der angår eurosystemets funktion, deltager ECB i EU’s internationale repræsentation i fællesskab med Økofin-rådet. Herudover overvåger ECB stabiliteten i den finansielle sektor i euroområdet samt indsamler finansiel statistik.


Sidst opdateret: 14-01-2010  - Martin Jørgensen