Lissabontraktaten har medført en række ændringer af EU's repræsentation udadtil med bl.a. en fast formand for Det Europæiske Råd og en højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

Formandskabet for Ministerrådet har dog stadig en stor betydning for tilrettelæggelsen af det arbejde, der udføres i Ministerrådet. Det land, som har formandskabet, har til opgave at tilrettelægge og lede Ministerrådets møder. Hvert land foretager sin egen prioritering af hvilke sager og områder, det vil fremme i løbet af formandskabsperioden. Den rådsformation der kaldes udenrigsanliggender vil dog som følge af Lissabontraktaten blive varetaget af den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. 

Går forhandlingerne i hårdknude, eller opstår der andre problemer, er det også formandskabets opgave at forsøge at udarbejde løsningsforslag. Derfor er det vigtigt, at formandskabslandet ikke bruger formandskabsperioden til "at mele sin egen kage" i. Formandskabet skal udøves neutralt og upartisk, og ofte må formandskabslandet sætte sine egen interesser i baggrunden for at opnå enighed mellem landene.

Enkelte af traktatgrundlagets bestemmelser pålægger formandskabet bestemte opgaver, men det er ikke defineret præcist, hvad det vil sige at have formandskabet. Praksis har haft stor betydning for definitionen af formandskabets rolle, ligesom forrretningsordenen for Rådet er med til at fastlægge, hvilke konkrete opgaver formandskabslandet har.

Formandskabets rækkefølge er besluttet af Ministerrådet.