Med stemmerne 297 for, 120 imod og 152 hverken for eller imod vedtog Europa-Parlamentet betænkningen udarbejdet af John Bowis (PPE-DE) med de ændringsforslag, der opnåede flertal.
Forhåndgodkendelser og refusion af patienternes udgifter har været blandt de spørgsmål, der har optaget parlamentarikerne. Direktivforslaget skal behandles under den såkaldte fælles beslutningsprocedure, hvor Parlamentet og Rådet i fællesskab vedtager retsakten.
Baggrund
EU's borgere har længe haft mulighed for at blive behandlet i et andet EU-land, men rettighederne er endnu ikke fastlagt ved lovgivning. Kommissionen fremsatte derfor direktivforslaget den 2. juli 2008 med det formål at samle op på en række afgørelser fra EF-Domstolen, som gennem de seneste 10 år har bekræftet, at patienter har ret til at søge behandling i andre medlemslande og få udgifterne refunderet i deres eget medlemsland.
Med direktivforslag samler Kommissionen Domstolens retspraksis og fastsætter en klar ramme for grænseoverskridende sundhedsydelser i EU. Rammen tager hensyn til, at patienterne kan udøve deres rettigheder samtidig med, at der lægges vægt på et højt sundhedsbeskyttelsesniveau, herunder effektive sundhedsydelser af høj kvalitet.
Yderligere information
- Pressemeddelelse fra Europa-Parlamentet
- Afstemningsresultater ved navneopråb (side 135-218)
- EU-Oplysningens temaside om patientrettigheder ved grænseoverskridende sundhedsydelser
- EU-Oplysningens statusblad om direktivforslaget
Sidst opdateret: 23-04-2009 - Martin Jørgensen
