Forfatningsdomstolens afgørelse
Med forfatningsdomstolens beslutning er vejen ryddet for, at Lissabontraktaten kan træde i kraft. Lissabontraktaten vil derfor træde i kraft den 1. december 2009.
På det netop afholdte EU-topmøde den 29.-30. oktober 2009 fik det svenske EU-formandskab forhandlet en aftale på plads, så det tjekkiske ønske om en form for forbehold over for traktatens charter om grundlæggende rettigheder kunne imødekommes. Den tjekkiske præsident, Václav Klaus, tilkendegav derfor, at hvis forfatningsdomstolen sagde god for traktaten, så ville han undertegne den.
Tjekkiet godkender traktaten
Præsidenten har holdt ord og underskrev Lissabontraktaten klokken 15 i dag, hvormed Tjekkiet som det sidste af EU-landene har godkendt Lissabontraktaten endeligt.
Hvad sker der nu?
Med Lissabontraktatens godkendelse i samtlige 27 EU-lande er fokus nu rettet mod udpegningen af de nye topposter - en fast formand for Det Europæiske Råd og en højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (populært kaldet EU's præsident og udenrigsminister) - som Lissabontraktaten indfører. Det svenske EU-formandskab har meddelt, at der snart vil blive indkaldt til et ekstraordinært EU-topmøde, hvor stats- og regeringscheferne skal beslutte, hvem posterne skal gå til.
Med en afklaring af traktatgrundlaget og de nye topposter kan arbejdet med nedsættelsen af den nye Europa-Kommission også komme i gang. Her har man bl.a. afventet udpegelsen af den højtstående repræsentant, da denne person samtidig bliver næstformand i Kommissionen.
Hvad sker der med de danske forbehold?
De danske forbehold bliver videreført med Lissabontraktaten, når den træder i kraft den 1. december 2009. Det danske retsforbehold vil dog også komme til at gælde for det politimæssige og strafferetlige samarbejde i EU, som tidligere ikke var omfattet af forbeholdet.
Under forhandlingerne om Lissabontraktaten fik Danmark dog forhandlet en ny ordning for retsforbeholdet på plads, hvor Danmark fra sag til sag kan vurdere, hvorvidt man ønsker at deltage. En ændring af retsforbeholdet kræver dog en forudgående folkeafstemning.
Baggrund
EU's stats- og regeringschefer opnåede enighed om Lissabontraktaten på det uformelle EU-topmøde den 18.-19. oktober 2007 i Lissabon. Lissabontraktaten skal godkendes af samtlige EU-lande, før den kan træde i kraft. Den 12. juni 2008 afviste den irske befolkning traktaten ved en folkeafstemning. Efter at den irske regering havde sikret sig en række garantier i forhold til Lissabontraktaten, blev en ny folkeafstemning afholdt den 2. oktober 2009. Ved den anden irske folkeafstemning valgte et flertal af befolkningen at sige ja til traktaten. Den tjekkiske forfatningsdomstol har tidligere behandlet en klage over Lissabontraktaten, hvor domstolens vurdering var, at traktaten ikke var uforenelig med den tjekkiske forfatning. En række senatorer fra det tjekkiske parlament valgte dog på ny at indbringe en klage over Lissabontraktaten for forfatningsdomstolen.
Yderligere information
Sidst opdateret: 03-11-2009 - Martin Jørgensen