Den økonomiske krise har sat medlemslandenes offentlige finanser under pres, og mange medlemslande oplever i denne tid store underskud på de offentlige finanser.
Det har bragt EU's regler for koordinering af de økonomiske politikker og håndtering af offentlige budgetunderskud i fokus.
Baggrundshistorien
Med Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en) samt euroens indførelse bliver pengepolitikken for deltagerlandenes vedkommende varetaget af Den Europæiske Centralbank, hvorimod finanspolitikken, der jo har betydning for udviklingen i de offentlige finanser, stadig varetages af det enkelte medlemsland.
Ved udformningen af Maastricht-traktaten i 1992, der indførte det traktatmæssige grundlag for ØMU’en, var det derfor vigtigt, at få fastlagt nogle overordnede rammer for medlemslandenes finanspolitiske dispositioner. Siden anden fase af ØMU’en, der trådte i kraft den 1. januar 1994, har medlemslandene skulle bestræbe sig på at undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud. Fra 1. januar 1999, hvor tredje fase af ØMU’en trådte i kraft, skal medlemslandene helt undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.
Traktatens bestemmelser
I Traktaten om Den Euroropæiske Unions Funktionsmåde (EUF-traktaten) anvender man overordnet to tilgange til medlemslandenes økonomiske politikker.
Multilateral overvågning
Den første går ud på at sikre, at det enkelte medlemslands økonomisk politik ikke er i strid med de såkaldte overordnede retningslinjer for medlemslandenes og EU's økonomiske politikker. Selvom finanspolitikken som nævnt varetages selvstændigt af medlemslandene, betragtes medlemslandenes økonomiske politikker som et såkaldt "spørgsmål af fælles interesse". EUF-traktatens artikel 121 giver derfor EU mulighed for at overvåge medlemslandenes økonomiske politikker og om nødvendigt, at udstede advarsler til landene, hvis det vurderes, at den førte politik ikke er i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer. Denne overvågning kaldes i traktatmæssig sammenhæng for multilateral overvågning.
Uforholdsmæssigt store offentlige underskud
Den anden tilgang går mere specifikt på underskud i forbindelse med medlemslandenes offentlige finanser, hvilket defineres som den offentlige budgetsaldo og den offentlige bruttogæld. Her betegnes et uforholdsmæssigt stort offentligt underskud som hovedregel ved et budgetunderskud på over tre pct. af bruttonationalproduktet (BNP) eller en offentlig bruttogæld på over 60 pct. af BNP. Som nævnt blev bestemmelsen om at undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud allerede indført med Maastricht-traktaten, og i EUF-traktatens artikel 126 er kravet og proceduren ved overskridelse beskrevet. Selve referenceværdierne er angivet i en protokol til traktaten - protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud.
Konvergenskriterier
Foruden den multilaterale overvågning og kravene til medlemslandenes offentlige finanser er der en række kriterier, der skal være opfyldte, hvis et medlemsland ønsker at deltage i eurosamarbejdet. Disse kriterier går under betegnelsen konvergenskriterier eller konvergenskrav. Som navnet antyder, så er idéen, at før et medlemsland kan optages i eurosamarbejdet, så skal der ske en tilpasning af en række økonomiske variable, så den økonomiske udvikling er i tråd med de øvrige eurolandes. Kriterierne blev også indført med Maastricht-traktaten og går derfor til tider under navnet Maastricht-kriterierne. De er beskrevet i EUF-traktatens artikel 140 og omhandler den offentlige budgetsaldo og bruttogæld (som i artikel 126) samt inflation, renteniveau og valutakursstabilitet. Kriterierne er nærmere beskrevet i protokol om konvergenskriterierne.
Stabilitets- og Vækstpagten
Som en yderligere foranstaltning til at sikre en fortsat budgetdisciplin i medlemslandene, også efter optagelse i eurosamarbejdet, blev Stabilitets- og Vækstpagten vedtaget i Amsterdam den 17. juni 1997. Pagten skulle sikre en opstramning af traktatens bestemmelser samt klarlægge de proceduremæssige bestemmelser. Målet var at gøre budgetdisciplin til en permanent del af ØMU-samarbejdet. Stabilitets- og Vækstpagten trådte i kraft ved overgangen til tredje fase af ØMU’en den 1. januar 1999.
Overordnet skal Stabilitets- og Vækstpagten sikre, at medlemslandene opererer med sunde og holdbare offentlige finanser. Det er igen den offentlige budgetsaldo og offentlige bruttogæld, der anvendes som mål for udviklingen i de offentlige finanser.
Medlemslandene skal derfor på mellemlangt sigt sikre, at den offentlige budgetsaldo er tæt på balance eller i overskud. Hvis et medlemslands budgetunderskud modsat overskrider grænsen på tre pct. af BNP, kan den særlige procedure i forbindelse med et uforholdsmæssigt stort offentligt underskud indledes mod medlemslandet. Procedurens formål er at sikre, at det offentlige budgetunderskud bringes under referenceværdien på tre pct. af BNP. I yderste instans vil et euroland kunne idømmes økonomiske sanktioner ved vedvarende overskridelse af referenceværdien for det offentlige budgetunderskud.
Præventiv og korrigerende del
Stabilitets- og Vækstpagten er i princippet en udbygning af traktatens artikel 121 om den multilaterale overvågning og artikel 126 om uforholdsmæssigt store offentlige underskud. Man taler derfor også om, at pagten har to dele. En præventiv del, der udgøres af den multilaterale overvågning i artikel 121 og en korrigerende del i form af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssige store offentlige underskud i artikel 126. Begge artikler er præciseret i to forordninger under Stabilitets- og Vækstpagten.
Stabilitets- og konvergensprogrammer
Til brug for den løbende overvågning af den økonomiske udvikling i medlemslandene indleverer eurolandene stabilitetsprogrammer og medlemslandene udenfor eurosamarbejdet konvergensprogrammer. Udformningen og indholdet af programmerne er beskrevet i den forordning under Stabilitets- og Vækstpagten, der omhandler artikel 121's multilaterale overvågning (Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker).
Programmerne indleveres årligt omkring den 1. december. Programmerne beskriver udvikling i en række nøglevariable for det forudgående år, det nuværende år samt den forventede udvikling i de tre kommende år. Konvergensprogrammerne omfatter foruden stabilitetsprogrammernes beskrivelse af de offentlige finanser også informationer om inflationsudviklingen, renteudviklingen og valutakursstabiliteten.
Hvad betyder det for Danmark?
Danmark skal, som de øvrige medlemslande, overholde traktatens og Stabilitets- og Vækstpagtens krav til de offentlige finanser. Der er dog den forskel, at det kun er eurolande, der kan pålægges økonomiske sanktioner ved vedvarende overtrædelse af kravene til de offentlige finanser. Danmark er også omfattet af kravet om indberetning af data for den økonomiske udvikling, hvilket sker i form af konvergensprogrammer, da Danmark som bekendt ikke deltager i eurosamarbejdet.
Hvis Danmark på et tidspunkt skulle ønske at indtræde i eurosamarbejdet, er det de omtalte konvergenskriterier, der skal være opfyldte.
Forvirret?
Der kan let opstå lidt begrebsforvirring, da kravene til den offentlige budgetsaldo og bruttogæld jo som nævnt er et selvstændigt krav i traktaten, udgør en del af konvergenskriterierne og samtidig indgår i Stabilitets- og Vækstpagten. Du kan læse mere om sammenhængen på linkene nedenfor.
Yderligere information
Sidst opdateret: 16-02-2010 - Martin Jørgensen