Efter først et kort møde mellem samtlige EU's stats- og regeringschefer var scenen sat til eurolandenes forhandlinger om en samlet løsning på gældskrisen. Efter intense forhandlinger lykkedes det til sidst for eurolandenes stats- og regeringschefer at nå frem til en samlet aftale.
Grækenland
Det centrale punkt i løsningen for Grækenland blev en aftale med de europæiske finansielle institutioner om frivilligt at afskrive 50 pct. af deres græske tilgodehavener i form af statsobligationer, hvilket er en forudsætning for, at Grækenland på længere sigt kan leve op til sine gældsforpligtigelser. Den græske gæld skal på denne baggrund nedbringes til 120 procent af bruttonationalproduktet (BNP) i 2020. Samtidig skal et nyt låneprogram fra EU og den Internationale Valutafond (IMF) på op til 100 mia. euro frem til 2014 vedtages inden udgangen af 2011.
Der vil dog for fremtiden blive holdt nøje regnskab med Grækenlands efterlevelse af betingelserne i det nye låneprogram, hvilket bl.a. skal ske ved at etablere en overvågningsenhed i Grækenland i programperioden.
Kapitaltilførsel til bankerne
En række europæiske banker kan forventes at blive hårdt ramt af afskrivningen på den græske gæld samt faldende kurser på en række øvrige udsatte eurolandes statsobligationer. Det betyder samtidig, at bankerne kan være tilbageholdende med nye udlån, hvilket kan føre til en såkaldt kreditklemme. For at polstre bankerne og sikre den finansielle stabilitet blev stats- og regeringscheferne derfor enige om at skærpe kravet til bankernes kapitalgrundlag. Inden udgangen af juni 2012 skal bankerne have opbygget en såkaldt kernekapital på 9 procent af de risiokovægtede aktiver.
Det vil for visse banker kræve tilførsel af ny kapital, hvilket fra forskellige sider er vurderet til en samlet behov på 106 mia. euro. Her lægges der op til, at bankerne i første omgang skal se, om de kan skaffe midlerne fra det private marked - eksempelvis ved aktieudstedelse. Hvis det ikke er muligt, så må de enkelte medlemslandes regeringer yde støtten. Som en sidste mulighed kan eurolandenes krisefond - det såkaldte europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) - yde lån til de udsatte eurolandes banker.
Den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF)
Stats- og regeringscheferne skulle også findes en metode til at øge kapaciteten af eurolandenes krisefond, den såkaldte EFSF, uden at øge eurolandenes kapitalindskud i fonden. Størrelsen af EFSF er afgørende i spørgsmålet om de finansielle markeders vurdering af EU's muligheder for at understøtte et af de større eurolande, hvis eksempelvis Italien eller Spanien skulle komme i vanskeligheder. Her blev der opnået enighed om to muligheder. For det første at gøre EFSF til en slags forsikringsordning, hvor EFSF kan garantere op til 20-30 procent af udsatte eurolandes statsobligationer. Det betyder, at hvis et nyt euroland skulle komme i så alvorlige vanskeligheder, at en gældsnedskrivelse skulle blive nødvendig, så er de første 20-30 procent af investorernes beholdning garanteret af EFSF. På den måde kan EFSF's effektive kapacitet geares betragteligt. En anden mulighed er at trække på bidrag fra eksterne private og offentlige finansielle institutioner og investorer. Kapaciteten af EFSF skulle ved at anvende de skitserede metoder kunne øges til op imod 1.000 mia. euro.
De nærmere detaljer i de to muligheder skal dog først afklares, hvilket den såkaldte eurogruppe (bestående af eurolandenes økonomi- og finansministre) har fået til opgave i løbet af november.
Styrkelse af eurosamarbejdet
Det sidste element i den samlede aftale omhandler en yderligere integration af eurolandenes økonomi- og finanspolitik ved bl.a. at styrke koordineringen, tilsynet og budgetdisciplinen. På kort sigt skal det bl.a. ske ved, at eurolandene indskriver stabilitets- og vækstpagtens regler om strukturelt balancerede budgetter i den nationale lovgivning. Eurolandene vil også styrke overvågningen af de lande, der er under den såkaldte procedure for uforholdsmæssigt store underskud. Hvis der er tale om et euroland, skal Europa-Kommissionen og Rådet her have lov til at se forslagene til de nationale budgetter igennem, og komme med en udtalelse, inden de vedtages af de nationale parlamenter.
Eurolandene vil også formalisere samarbejdet ved bl.a. at indføre faste topmøder for eurolandenes stats- og regeringschefer. Der skal således afholdes mindst to eurotopmøder om året, og eurotopmøderne skal også ledes af en fast formand - i første omgang Det Europæiske Råds faste formand, Herman Van Rompuy. Det bliver eurotopmødernes opgave at fastlægge de strategiske retningslinjer for gennemførelsen af de økonomiske politikker, for forbedret konkurrenceevne samt øget tilpasning i euroområdet. Eurogruppen vil samtidig komme til at spille en aktiv rolle i planlægningen af eurotopmøderne.
På længere sigt vil stats- og regeringscheferne fra eurolandene styrke den økonomiske del af den Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en), hvilket muligvis vil omfatte en traktatændring. Formanden for Det Eururopæiske Råd skal derfor på EU-topmøde til december fremlægge en foreløbig rapport med en køreplan for det videre forløb. En endelig rapport vil blive udarbejdet inden udgangen af marts 2012.
Spørgsmål
- EUU alm. del - svar på spørgsmål 12 om Regeringens vurdering af Danmarks (og andre ikke-eurolandes) muligheder for at kunne tilslutte sig de nye beslutninger, til europaministeren
- EUU alm. del , svar på spørgsmål 11, Regeringens holdning til de konkrete nye beslutninger i pkt. 26 og 27 i Euro-topmødeerklæringen af 26. oktober, og hvordan agter regeringen at forholde
- EUU alm. del - svar på spørgsmål 10 ”eurogruppens” beslutninger af 26. oktober med hensyn til koordineringen af og tilsynet med økonomi- og finanspolitikkerne i eurolandene går videre end eller afviger fra de eksisterende regler fra bl.a. stabilitets- og vækstpagten, euro-plus pagten og ”sixpack’en
EU-noter fra Folketinget
Yderligere information
Sidst opdateret: 01-11-2011 - Martin Jørgensen