Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenNyhederNyhedsarkiv2012Februar › Ny lånepakke til Græke...

Nyheder

Ny lånepakke til Grækenland

Eurogruppens formand Jean-Claude Juncker. Foto: Rådet
Eurolandenes finansministre blev på mødet i eurogruppen den 20. februar 2012 enige om en ny hjælpepakke til Grækenland på 130 mia. euro.

Beslutningen om en ny pakke af finansiel bistand til Grækenland blev truffet på et topmøde for eurolandene den 26. oktober 2011, men allerede på et eurotopmøde den 21. juli 2011 blev de overordnede elementer i pakken drøftet.

I oktober var planen, at den nye lånepakken skulle bestå af et lån på 100 mia. euro frem til 2014. Foruden selve lånepakken indeholdt den samlede løsning en afskrivning på 50 procent af den private sektors græske tilgodehavender. Her ville eurolandene så bidrage til aftalen med de private investorer med 30 mia. euro. 

Den nye lånepakke

Efter intense forhandlinger blev eurogruppen enige om den endelige udformningen af den nye lånepakke på mødet den 20. februar 2012.

Finansiel bistand

Det samlede låneprogram på 130 mia. euro vil komme fra eurolandene samt den Internationale valutafond (IMF). Eurolandenes andel vil blive finansieret via eurolandenes særlige krisefond - den såkaldte europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF). EFSF har allerede bidraget til lånepakkerne til Irland (17,7 mia. euro) og Portugal (26 mia. euro).

Eftergivelse af gæld

Den samlede pakke består som nævnt også af en frivillig aftale med de private investorer om at afskrive 53,5 procent af deres græske tilgodehavender. Formålet med gældseftergivelsen er at sikre en holdbar nedbringelse af den græske gæld, hvor målsætningen er et gældniveau på 120,5 procent af bruttonationalproduktet i 2020.

Ekstra midler

Eurolandene blev enige om at sænke renten på de eksisterende samt fremtidige lån til Grækenland, så den svarer til 1,5 procentpoint over finansieringsomkostningerne. På denne måde skulle Grækenland kunne spare, hvad der svarer til 1,4 mia. euro, der i stedet kan gå til egentlig gældsafvikling.

Samtidig blev eurolandene enige om, at de gevinster som eurolandenes centralbanker har opnået ved at holde græske statsobligationer skal føres tilbage til Grækenland. På denne måde kan den græske gæld nedbringes med, hvad der svarer til 1,8 mia. euro.

Betingelser

Forud for mødet havde eurogruppen betinget sig, at lederne fra de to koalitionspartier i den græske regering kom med forsikringer om, at de vedtagne reformplaner også blev ført ud i livet. Hertil kommer, at den græske regering skulle finde besparelser for yderligere 325 mio. euro samt opstille en tidramme for gennemførelsen af disse besparelser.

Kontrol

For at sikre at Grækenland gennemfører de vedtagne foranstaltninger til tiden vil Europa-Kommissionen være permanent til stede i Grækenland. Samtidig vil der blive oprettet en speciel konto til afdragelse på den græske gæld som Kommissionen, ECB og IMF vil overvåge. Endelig vil den græske regering indføre en bestemmelse i forfatningen der sikrer, at afdrag på gælden bliver prioriteret.

Videre forløb

Grækenland skal den 20. marts 2012 indfri gæld svarende til 14,5 mia. euro, hvilket forudsætter, at Grækenland modtager midler fra EU inden da. Eurolandene skal nu godkende lånepakken og ændringen af rentesatserne på det tidligere lån.

Baggrund

Den første lånepakke til Grækenland blev eurolandene enige om den 2. maj 2010. Det første lån bestod af bilaterale lån fra eurolandene kombineret med støtte fra IMF. Den samlede ramme for støtten beløb sig til 110 mia. euro, hvoraf eurolandene stod for de 80 mia. euro og IMF de resterende 30 mia. euro. Programperioden strakte sig fra maj 2010 til juni 2013.

Det blev dog efterfølgende klart, at Grækenland ikke ville være i stand til at vende tilbage til finansiering på markedsvilkår i 2013, hvorfor drøftelserne om den nye lånepakke blev indledt.

Yderligere information


Sidst opdateret: 21-02-2012  - Martin Jørgensen