Pressemeddelelse
EU har i oktober 2001 udgivet en grønbog om forbrugerbeskyttelse, der sætter fokus på hvilken form for regulering, der fremover skal anvendes på forbrugerbeskyttelsesområdet i EU.
Baggrunden for grønbogen er, ifølge Europa-Kommissionen, at forbrugere og virksomheder i EU i dag ikke har det fulde udbytte af det indre marked. Både hr. Jensen og erhvervslivet er tilbageholdende over for at handle i et andet EU-land, fordi der er stor usikkerhed om hvilke regler, der gælder for handel over grænserne, og hvordan de håndhæves.
Derfor mener Kommissionen, at der er behov for mere ensartede regler i EU på forbrugerbeskyttelsesområdet. Behovet bliver kun større af, at EU's udvidelse står for døren. Mange af de nye medlemslande har lille eller slet ingen tradition for regler om forbrugerbeskyttelse.
"Både i de nuværende og nye EU-lande er der behov for enkle, klare og effektive regler for forbrugerbeskyttelse. Forbrugernes tillid til at handle i det indre marked må ikke være ringere end ved almindelig handel", siger Claus Larsen-Jensen, formand for Europaudvalget.
Som et led i åbningen af EU's beslutningsprocesser er grønbogen sendt til høring i medlemslandenes nationale parlamenter. For Danmarks vedkommende afholdes høringen mandag den 21. januar 2002 kl. 13-16.30 i Landstingssalen på Christiansborg.
Claus Larsen-Jensen ser frem til høringen, som han mener kan give anledning til en spændende diskussion om EU's rolle på forbrugerområdet.
"Jeg går ind for, at reguleringen inden for området skal ske ved et rammedirektiv suppleret af nødvendige særdirektiver. Det giver den største deltagelse og kontrol for de nationale parlamenter. Sker reguleringen med forordninger, sættes de nationale parlamenter på sidelinjen", siger han.
Larsen-Jensen tilføjer: "Det er vigtigt, at den lovtekniske diskussion følges op af en mere offensiv forbrugerpolitik i EU. Der er også behov for en styrkelse af forbrugerorganisationerne på europæisk niveau, så forbrugernes interesser sikres".
På høringen kommer en række oplægsholdere, blandt andet Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) og forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen samt repræsentanter fra erhvervsinteresser og organisationer. Efter høringen sender Folketinget en officiel udtalelse til Kommissionen med danske synspunkter og holdninger.
Flere oplysninger kan rekvireres hos Claus Larsen-Jensen på telefonnummer 3337 4033.
Hvis du vil vide mere [klik her].