Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-Oplysningen › Spørgsmål og svar › Læs svarene › Samtlige svar › Hvad er CAP?

Spørgsmål og svar


Hvad er CAP?

CAP står for Common Agricultural Policy, Foto: Kommissionen

Spørgsmålets fulde ordlyd:

Hvad er CAP?

Svar

CAP er en forkortelse for den fælles landbrugspolitik inden for EU-samarbejdet: Common Agricultural Policy. 

Den fælles landbrugspolitik består af regler og mekanismer, der regulerer produktion, salg og forarbejdning af landbrugsvarer i EU. Landbrugspolitikken har siden grundlæggelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i 1958 været en af de helt centrale politikker i EU. 

Hovedprincipperne for EU’s landbrugspolitik er: 

  • Enhedsmarked, hvilket betyder, at landbrugsvarer frit og uden hindringer skal kunne udveksles mellem EU-landene. 
  • Fællesskabspræference, der betyder at landbrugsvarer produceret i EU har fortrinsret frem for varer indført i EU fra tredjelande, og at EU’s landbrugsvarer skal beskyttes imod udsving på verdensmarkedet og lavprisprodukter indført fra tredjelande.
  • Finansiel solidaritet, hvilket vil sige, at alle udgifterne til den fælles landbrugspolitik skal finansieres over EU’s budget.

For at nå den fælles landbrugspolitiks mål (se boks), skal der oprettes fælles ordninger af markederne for landbrugsvarer, der, afhængig af hvilken type af varer, der er tale om, kan gøres på forskellige måder: 

  • fælles konkurrenceregler 
  • en tvungen samordning af de forskellige nationale markedsordninger 
  • en europæisk markedsordning.
 
Formålet med den fælles landbrugspolitik

Grundlaget for den fælles landbrugspolitik findes i art. 38- 44 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (tidligere EF-traktaten). Landbrugspolitikkens formål fremgår af art. 39, stk. 1 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde: 

Stk. 1. Den fælles landbrugspolitik har til formål:

a) at forøge landbrugets produktivitet ved fremme af den tekniske udvikling, ved rationalisering af landbrugsproduktionen og ved den bedst mulige anvendelse af produktionsfaktorerne, især arbejdskraften

b) herigennem at sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard, især ved en forhøjelse af de individuelle indkomster for de i landbruget beskæftigede personer

c) at stabilisere markederne

d) at sikre forsyningerne

e) at sikre forbrugerne rimelige priser på landbrugsvarer.

Fra 1962 blev der indført markedsordninger for en række produkter. Markedsordninger blev først indført for korn, senere for svinekød, frugt og grønt, og der findes nu markedsordninger for de fleste af EU’s landbrugsvarer. Det grundlæggende princip i markedsordningerne er, at priserne på landbrugsprodukter i EU skal holdes på et stabilt niveau på grundlag af politisk fastsatte priser. Markedsordningerne skal fjerne hindringerne for handel med landbrugsvarer mellem EU-landene. Samtidig skal ordningerne beskytte EU-landenes landbrugsvarer mod varer fra lande uden for EU via en fælles toldbarriere. 

Den fælles landbrugspolitiks historie

Den oprindelige EØF-traktat udstak de overordnede mål for en fælles landbrugspolitik, og på en konference i Stresa (Italien) i juli 1958 blev principperne herfor fastlagt. Efterfølgende blev mekanismerne for den fælles landbrugspolitik vedtaget af de seks oprindelige medlemslande i 1960, og i 1962 vedtog Rådet de første forordninger om den fælles landbrugspolitik med henblik på at oprette et indre marked for landbrugsprodukter og finansiel solidaritet gennem en Europæisk Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL).

Finansieringen af EU’s landbrugspolitik sker over Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), der udgør en betydelig del af EU’s budget. EUGFL blev oprettet i 1962 og opdelt i to sektioner i 1964: 

  1. Udviklingssektionen, er en strukturfond, der har til formål at fremme regional udvikling og mindske forskellene mellem de forskellige områder i EU. Udviklingssektionen bidrager til strukturreformer i landbruget og udvikling af landdistrikterne (f.eks. investering i nyt udstyr og ny teknologi). 
  2. Garantisektionen, er den vigtigste af de to sektioner, idet den finansierer udgifter til markedsordningerne. Det sker i form af blandt andet eksportrestitutioner i forbindelse med eksport til tredjelande for at fremme landbrugseksporten eller interventioner til regulering af landbrugsmarkederne. Det vil sige opkøb eller oplagring af overskudsproduktion. Udgifterne til Garantisektionen er obligatoriske udgifter på EF-budgettet.

Selv om EU’s landbrugspolitik på mange måder kan siges, at have medvirket til at forbedre landbrugets produktion og produktivitet i EU og stabilisere markederne, sikre forsyningerne og beskytte EU’s landmænd mod udsvingninger på verdensmarkedet, så har landbrugspolitikken også haft uønskede bivirkninger og problemer. I perioder har udbud og efterspørgsel ikke været i balance, og EU’s landmænd har produceret mere, end markedet kunne bære, med store overskud til følge og voldsomme stigninger i udgifterne til landbrug. Den fælles landbrugspolitik har derfor været underlagt op til flere reformer, hvoraf rammerne for den seneste reform blev vedtaget i juni 2003. 

Reform af landbrugspolitikken har nærmest været et konstant tema siden 1960’erne. Den seneste reform skal ses i tæt sammenhæng med udvidelsen af EU, idet udgifterne til landbrugspolitikken ville stige markant, hvis de nye medlemslande skulle have adgang til landbrugsordningen, som den så ud på tidspunktet omkring forhandlingen af landenes optagelse. I forbindelse med optagelsen af de ti nye EU-lande blev der sat et loft på udgifterne til landbruget frem til 2013. 

På Det Europæiske Råds møde den 24.-25. oktober 2002 blev det besluttet, at de årlige udgifter til landbrugspolitikken ikke må overstige udgifterne for 2006 (aftalt i 1999 i Berlin) forhøjet med 1 % om året i perioden 2007-2013. 

Reformen af landbrugspolitikken fra juni 2003 skal holde sig inden for disse rammer. I forlængelse af reformen af landbrugspolitikken er der også påbegyndt en reform af de enkelte sektorområder indenfor landbruget, herunder reformen af sukkersektoren fra februar 2006.

EU's landbrugspolitik og "Juni-reformen"

Efter svære forhandlinger nåede Rådet frem til at kunne vedtage en reform af EU’s landbrugspolitik med kvalificeret flertal (Portugal kunne ikke tilslutte sig aftalen) den 26. juni 2003. Reformens forskellige dele træder i kraft i løbet af 2004 og 2005. 

Et af de centrale elementer i reformen er afviklingen af størstedelen af den direkte støtte, så støtteudbetalingen ikke længere er afhængig af den aktuelle produktions størrelse. Formålet er at få europæiske landmænd til at producere de varer, markedet ønsker og ikke at indrette sig efter hvilken produktion, der gives produktionsstøtte til. For at undgå at produktionen helt indstilles kan medlemslandene vælge at bevare en sammenkædning af støtte og produktion på veldefinerede betingelser og inden for klart afgrænsede områder. Denne betaling kædes sammen med overholdelse af normer for miljø, fødevaresikkerhed, dyre- og plantesundhed og dyrevelfærd og kravet om at al landbrugsjord skal holdes i god landbrugs- og miljømæssig stand. (krydsoverensstemmelse).

Læs mere om "Juni-reformen" i EU-Oplysningens EU-baggrund nr. 7, Reform af den fælles landbrugspolitik.

I aftalen om reformen af landbrugspolitikken fra 2003 lå en revisionsklausul om, at Kommissionen skulle foreslå et "sundhedstjek" af landbrugspolitikken. Dette skete den 20. maj 2008, da Europa-Kommissionen fremlagde et forslag til justering af EU's landbrugspolitik. Du kan læse mere om ”sundhedstjekket” her.

Vil du vide mere?

Kommissionens hjemmesider:

Se også:


Sidst opdateret: 25-01-2011  - Birgitte Mårup