Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenSpørgsmål og svarLæs svareneSamtlige svar › Hvad indebærer EU’s fæ...

Spørgsmål og svar


Hvad indebærer EU’s fælles forsvars og sikkerhedspolitik?

Spørgsmålets fulde ordlyd:

Hvad indebærer EU’s fælles forsvars og sikkerhedspolitik?

Svar

Hvad indebærer EU’s fælles forsvars og sikkerhedspolitik?

Svar

EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik forkortes ofte til FUSP. Siden Maastricht-traktaten trådte i kraft den 1. november 1993 har EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik været en del af traktatgrundlaget.

Inden Maastricht-traktaten trådte i kraft havde EU-landene siden 1970 samarbejdet i et internationalt politisk samarbejde, kaldet Det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS). Her forsøgte landene at afstemme deres holdninger i vigtige internationale spørgsmål.

Det Europæiske Politiske samarbejde var et traditionelt mellemstatsligt samarbejde.

Samarbejdet blev formaliseret i 1986 med vedtagelsen af Den Europæiske Fælles Akt, dog uden at samarbejdets karakter eller procedurer blev ændret. Den afgørende udvikling på området fandt sted med Maastricht-traktaten, hvor medlemsstaterne for første gang fik mål og midler for en fælles udenrigspolitik skrevet ind i traktatgrundlaget. Det europæiske politiske samarbejde (EPS) blev dermed erstattet, og det blev indført i EU-traktaten, at der på langt sigt skulle arbejdes hen imod udformning af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar. 

Amsterdam-traktaten (der trådte i kraft den 1. maj 1999) reviderede FUSP-bestemmelserne. En vigtig nyskabelse var den højtstående repræsentant for FUSP, som blev indført for at øge effektiviteten og synligheden af EU’s udenrigspolitik.Posten blev første gang officielt besat af tidligere generalsekretær for NATO, Javier Solana i perioden 1999 til 2009.  Med Lissabontraktaten kom den fælles Udenrigstjeneste, som ledes af Cathrine Ashton. Læs mere om den her

EU-Traktatens FUSP-grundlag

Med Lissabontrakten opløste man søjlestrukturen, hvorfor den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik nu ikke er helt så klart adskilt fra de to andre søjler.  Formålet med FUSP er defineret EU traktatens artikel 21. Unionens strategiske interesser og mål defineres i artikel 22. Disse mål og interesser skal opnås ved hjælp af særlige midler og procedurer, der vedtages med enstemmighed i Rådet. I artikel 21 til 43 findes alle de traktatmæssige regler om FUSP.

Unionen kan i medfør af artikel 2, stykke 4 i traktaten om den Europæiske Funktionsmåde gradvist udforme en fælles forsvarspolitik.

Den fælles sikkerheds og forsvarspolitik.

Med Amsterdam-traktaten fik EU også en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP), som omfatter alle spørgsmål vedrørende EU’s sikkerhed, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er en del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). Denne fælles forsvarspolitik vil kunne føre til et fælles forsvar, hvis Det Europæiske Råd træffer afgørelse herom og EU-landene vedtager og ratificerer en sådan afgørelse, men en sådan afgørelse skal være i overensstemmelse med medlemsstaternes forfatningsmæssige bestemmelser. Dette er endnu ikke sket.

 Det er bestemt i EU-traktaten, at ESFP ikke berører den særlige karakter af visse medlemsstaters sikkerheds- og forsvarspolitik (neutrale/alliancefri stater), ligesom ESFP skal være forenelig med den politik, der føres inden for rammerne af NATO.  Med Lissabontraktaten blev EFSP omdøbt til den Fælles forsvars og sikkerhedspolitik (FSFP). Samarbejdet beskrives i traktaten om den Europæiske Union i artikel 42 til 46.

Medlemsstaterne forpligter sig også  til gradvis at forbedre deres militære kapacitet. Det Europæiske Forsvarsagentur, der blev oprettet i juli 2004 klarlægger de operationelle behov og bistår blandt andet Rådet med at evaluere forbedringen af den militære kapacitet.

 

Opgaver

Petersbergopgaverne/krisestyringsopgaver

En central del af FUSP er de såkaldte Petersberg-opgaver/krisestyringsopgaver, opkaldt efter det sted, hvor WEU’s (Vest- Europæiske Union) ministerråd holdt møde i juni 1992, og hvor opgaverne blev defineret. 

Petersberg-opgaverne er humanitære opgaver og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse. Det Europæiske Råd har erklæret, at EU med henblik herpå skal "have kapacitet til selvstændig handling, som bakkes op af troværdige militære styrker, midler til at beslutte at anvende dem og vilje til at gøre det som reaktion på internationale kriser, uden at dette anfægter NATO’s aktioner". 

På Det Europæiske Råds møde i Helsingfors i december 1999 blev det overordnede mål for den militære kapacitet fastsat. Målene, der skulle realiseres inden 2003, var at EU skulle være i stand til inden for 60 dage og i mindst et år at kunne udsende op til 60 000 personer, der var i stand til at gennemføre alle Petersberg-opgaverne. Dette indebar dog ikke oprettelsen af en europæisk hær, eftersom hvervning og deployering af nationale tropper foregår på grundlag af beslutninger, der træffes af medlemsstaterne. 

På et rådsmøde mellem EU’s udenrigsministre i december 2003 blev målene fra Helsingfors erklæret for opfyldt, idet det dog blev pointeret, at der var visse mangler i forhold til udsendelsesevne og hastighed. De nye mål, som Det Europæiske Råd vedtog på sit møde i juni 2004, Headline Goal 2010, fokuserer derfor på kvalitet og konkrete kapacitetskrav frem for kvantitet.

Herudover blev der I forbindelse med Headline Goal 2010, der udover at være influeret af den Europæiske sikkerhedsstrategis fokus på terrorisme, på baggrund af et fransk/engelsk/tysk initiativ besluttet at oprette såkaldte EU kampgrupper i 2005. Disse kampgrupper skulle ikke erstatte, men supplere den Europæiske Udrykningsstyrke.  Læs mere om kampgrupperne her

Peterbergsopgaverne er langsomt blev udvidet på baggrund af den Europæiske Sikkerhedsstrategi fra 2003. Det betyder konkret, at opgaverne bliver traktatfæstet ved, at Lissabontraktaten beskriver, hvordan EU påtager sig flere opgaver end tidligere. Disse er omhandlende fælles aktioner på nedrustningsområdet, humanitære opgaver og redningsopgaver, rådgivnings og bistandsopgaver på det militære område, konfliktforebyggende og fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse og postkonflikt-stabiliseringsoperationer samt bekæmpelse af terrorisme(Artikel 43, stk 1, TEU). Læs mere om de europæiske sikkerhedsstrategier her og se dem her

Strukturer i Rådet

Selvom Lissabontraktaten ændrer en del ved det europæiske forsvarssamarbejdet, så er det stadig medlemsstaterne, der har det endelige ansvar.  Derfor er det også strukturerne i Rådet, hvoraf de følgende er nogle af de vigtigste i beslutningsprocessen. 

En Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Komité (PSC). Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske komité varetager under Rådets ansvar den politiske kontrol med og den strategiske ledelse af krisestyringsopgaver. Den Udenrigs og Sikkerhedspolitiske Komité kan afgive udtalelse på foranledning af Rådet, på eget initiativ, eller via Lissabontraktaten  afgive udtalelse på foranledning af Unionens Højtstående repræsentant for Udenrigsanliggender og Sikkerhedspolitik. Komiteen kan få tildelt ansvaret for den politiske kontrol og strategiske ledelse af krisestyringsoperationer i artikel 43 (Petersbergsopgaverne).

Medlemsstaterne er repræsenteret i den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité på ambassadørniveau. PSC koordinerer og overvåger samtidigt arbejdet i Rådets arbejdsgrupper inden for FUSP’en. PSC leder EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske arbejde ved at udstikke retningslinjer til den Europæiske Unions Militærkomité (EUMC), den Politisk-Militære Gruppe (PMG) og Udvalget for de Civile Aspekter af Krisestyring (CIVCOM). PSC udøver politisk kontrol og strategisk ledelse af EU’s militære og civile krisestyringsoperationer. PSC har også politisk lederskab over det Europæiske sattelitcenter. Læs mere om PSC her

En Militærkomité (EUMC) rådgiver den udenrigs og sikkerhedspolitiske komité og styrer alle EU's militære aktiviteter. EUMC består af medlemslandenes forsvarschefer, der regelmæssigt repræsenteres af disses permanente militære repræsentanter i Bruxelles. EUMC har en fast formand, der er valgt af medlemslandenes forsvarschefer og udnævnt af Rådet.

Komiteen for civile aspekter af krisestyring (CIVCOM) rådgiver den politiske og sikkerhedspolitiske komité om alt civil krisestyring og er den civile pendant til EUMC.

CIVCOM evaluerer løbende de civile missioner. Udvalget udarbejder planer for nye missioner og fremsætter anbefalinger til den udenrigs- og sikkerhedspolitiske komité, PSC, i forbindelse med missionschefernes halvårlige rapportering om missionernes indsats. Udvalget arbejder også med udvikling af koncepter for civil krisestyring og af civile kapaciteter m.v.

Den Europæiske militærstab (EUMS) består af militæreksperter, som medlemsstaterne har udstationeret i Bruxelles. Den ligger under den Fælles Udenrigstjeneste under Cathrine Ashton samt Militærkomitéens militære ledelse og har til opgave at bistå og rådgive denne. 

Du kan læse mere om den de forskellige institutioner og instrumenter her

Det Danske Forsvarsforbehold

Ifølge det danske forsvarsforbehold, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af afgørelser og aktioner inden for EU, som har indvirkning på forsvarsområdet. 

Forbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i EU-ledede militære krisestyringsoperationer og Danmark vedtager heller ikke retsakter om konkrete operationer. Forbeholdet udelukker dog ikke at Danmark deltager i generelle drøftelser om at styrke europæisk krisestyring, og Danmark er derfor repræsenteret i EU’s forsvars- og sikkerhedspolitiske organer, der beskæftiger sig med den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Danmark deltager også i den civile del heraf, hvilket omfatter civile krisestyringsoperationer, som f.eks. EU’s politimissioner i Bosnien-Herzegovina og Makedonien. Lissabontraktaten ændrer ikke på det danske forsvarsforbehold.

Forholdet til NATO og det fælles forsvar:

Der er aftalt permanente ordninger for konsultation og samarbejde mellem EU og NATO. EU og NATO mødes regelmæssigt og drøfter visse specifikke spørgsmål, så EU i givet fald kan iværksætte operationer ved at gøre brug af NATO’s aktiver og kapaciteter (især planlægningskapaciteten og kommandomulighederne). I EU traktatens artikel 42 er det også vedtaget, at forpligtelser og samarbejde på FUSP området, skal være i overensstemmelse med de forpligtelser, der er indgået i NATO regi, samt at respektere de stater hvis fælles forsvar er realiseret i NATO. Herudover betragtes NATO som grundlaget for de stater, som er medlem af begge organisationer.

Der er også et indgået et samarbejde mellem NATO og EU i forbindelsen med brugen af EU kampgrupperne.

Vigtige innovationer med Lissabontraktaten

Der er med Lissabontraktaten indført en række nyskabelser i forhold til det fælles forsvarssamarbejde. De vigtigste er det permanente strukturerede samarbejde, den højtstående repræsentant for Udenrigs og Sikkerhedspolitikken og den Fælles Udenrigstjeneste, den fælles musktered, solidaritetsbestemmelsen samt det fælles forsvarsagentur.

Du kan læse mere om disse nyskabelser nedenfor:

 


Sidst opdateret: 26-07-2012  - Adam Billing