Spørgsmålets fulde ordlyd:
Hvad indebærer EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik?Svar
NB denne side er endnu ikke opdateret med Lissabon-traktaten
EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik forkortes ofte FUSP. Siden Maastricht-traktaten trådte i kraft den 1. november 1993 har EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik været en del af traktatgrundlaget.
Inden Maastricht-traktaten trådte i kraft havde EU-landene dog også siden 1970 arbejdet sammen i et internationalt politisk samarbejde, kaldet Det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS), hvor landene forsøgte at afstemme deres holdninger i vigtige internationale spørgsmål. Det Europæiske Politiske samarbejde var et traditionelt mellemstatsligt samarbejde. Dette samarbejde blev formaliseret i 1986 med vedtagelsen af Den Europæiske Fælles Akt, dog uden at samarbejdets karakter eller procedurer blev ændret. Den afgørende udvikling på området fandt sted med Maastricht-traktaten, hvor medlemsstaterne for første gang fik mål og midler for en fælles udenrigspolitik skrevet ind i traktatgrundlaget. Det europæiske politiske samarbejde (EPS) blev erstattet og det blev indført i EU-traktaten, at der på langt sigt arbejdes hen imod udformning af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar.
Amsterdam-traktaten (der trådte i kraft den 1. maj 1999) reviderede FUSP-bestemmelserne. Den højtstående repræsentant for FUSP blev blandt andet også indført for at øge effektiviteten og synligheden af EU’s udenrigspolitik.
|
EU’s anden søjle består af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Bestemmelserne om FUSP findes i artikel 11-28 i EU-traktaten. Formålet med FUSP er defineret i artikel 11, og dette formål skal opnås ved hjælp af nogle særlige midler og procedurer, der vedtages med enstemmighed i Rådet. |
ESFP
Med Amsterdam-traktaten fik EU også en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP), som omfatter alle spørgsmål vedrørende EU’s sikkerhed, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik. Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er en del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Denne fælles forsvarspolitik vil kunne føre til et fælles forsvar, hvis Det Euopæiske Råd træffer afgørelse herom og EU-landene vedtager og ratificerer en sådan afgørelse. Det er bestemt i EU-traktaten, at ESFP ikke berører den særlige karakter af visse medlemsstaters sikkerheds- og forsvarspolitik (neutrale/alliancefri stater), ligesom ESFP skal være forenelig med den politik, der føres inden for rammerne af NATO.
Med Nice-traktaten blev der oprettet nye permanente politiske og militære strukturer i Rådet for at sikre politisk kontrol og strategisk krisestyring, nemlig en Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Komité og en Militærkomité. Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske komité varetager herefter under Rådets ansvar den politiske kontrol med og den strategiske ledelse af krisestyringsopgaver. Endvidere har Rådets sekretariat nu en militærstab bestående af militæreksperter, som medlemsstaterne har udstationeret. Militærstaben er underlagt Militærkomitéens militære ledelse og har til opgave at bistå denne.
EU har desuden fastsat ordninger, som giver tredjelande (europæiske NATO-medlemmer uden for EU og andre lande, der søger om EU-medlemskab) og andre potentielle partnere mulighed for at deltage i EU’s militære krisestyring.
Der er i øvrigt indgået permanente ordninger for konsultation og samarbejde mellem EU og NATO. EU og NATO mødes regelmæssigt og drøfter visse specifikke spørgsmål, så EU i givet fald kan iværksætte operationer ved at gøre brug af NATO’s aktiver og kapaciteter (især planlægningskapaciteten og kommandomulighederne).
|
En central del af FUSP er de såkaldte Petersberg-opgaver, der er krisestyringsopgaver opkaldt efter det sted, hvor WEU’s ministerråd holdt møde i juni 1992, og hvor opgaverne blev defineret. Petersberg-opgaverne er humanitære opgaver og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse. Det Europæiske Råd har erklæret, at EU med henblik herpå skal "have kapacitet til selvstændig handling, som bakkes op af troværdige militære styrker, midler til at beslutte at anvende dem og vilje til at gøre det som reaktion på internationale kriser, uden at dette anfægter NATO’s aktioner". På Det Europæiske Råds møde i Helsingfors i december 1999 blev det overordnede mål for den militære kapacitet fastsat. Målene, der skulle realiseres inden 2003, var at EU skulle være i stand til inden for 60 dage og i mindst et år at kunne udsende op til 60 000 personer, der var i stand til at gennemføre alle Petersberg-opgaverne. Dette indebar dog ikke oprettelsen af en europæisk hær, eftersom hvervning og deployering af nationale tropper foregår på grundlag af beslutninger, der træffes af medlemsstaterne. På et møde rådsmøde mellem EU’s udenrigsministre i december 2003 blev målene fra Helsingfors erklæret for opfyldt, idet det dog blev pointeret, at der var visse mangler i forhold til udsendelsesevne og hastighed. De nye mål, som Det Europæiske Råd vedtog på sit møde i juni 2004, Headline Goal 2010, fokuserer derfor på kvalitet og konkrete kapacitetskrav frem for kvantitet. |
|
Ifølge den del af det danske forbehold, der vedrører forsvarssamarbejde, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af afgørelser og aktioner inden for EU, som har indvirkning på forsvarsområdet. Forbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i EU-ledede militære krisestyringsoperationer og heller ikke er med til at vedtage retsakter om konkrete operationer. Forbeholdet udelukker dog ikke at Danmark deltager i generelle drøftelser om at styrke europæisk krisestyring, og Danmark er derfor repræsenteret i EU’s organer, der beskæftiger sig med den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Danmark deltager også i den civile del heraf, hvilket omfatter civile krisestyringsoperationer, som f.eks. EU’s politimissioner i Bosnien-Herzegovina og Makedonien. |
Vil du vide mere?
Sidst opdateret: 08-04-2011 - Birgitte Mårup