Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenSpørgsmål og svarLæs svareneSamtlige svar › Hvorfor har vi folkeaf...

Spørgsmål og svar


Hvorfor har vi folkeafstemninger om EU i Danmark?

Spørgsmålets fulde ordlyd:

Hvorfor har vi folkeafstemninger om EU i Danmark?

Svar

Folkeafstemninger i Danmark om EU skyldes enten, at Folketinget har vedtaget en lov om at afholde en vejledende folkeafstemning om et emne, eller at grundlovens § 20 kræver, at der afholdes bindende folkeafstemning.

Vejledende folkeafstemninger

Folketinget kan med vedtagelse af en lov beslutte at afholde en vejledende folkeafstemning om et spørgsmål, hvor resultatet af folkeafstemningen ikke er bindende. Folkeafstemningen i 1986 om Danmarks tiltrædelse af EF-Pakken (Den Europæiske Fælles Akt) er et eksempel på en vejledende folkeafstemning

Bindende folkeafstemninger

For at forstå betydningen af grundlovens § 20 bør man også kende til § 19, der er udgangspunktet for Danmarks deltagelse i det almindelige internationale samarbejde. Efter denne bestemmelse er det den danske regering, som på Danmarks vegne kan tiltræde traktater, internationale aftaler og konventioner, der forpligter den danske stat.

Regeringen skal dog have Folketingets samtykke for at indgå forpligtelser, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller forpligtelser, som i øvrigt er af større betydning. Det betyder for eksempel, at Folketingets samtykke kræves, hvis regeringen ønsker at indgå traktater, der medfører pligt til at ændre regler i Danmark, og disse ændringer kun kan foretages med vedtagelse af love.

Folketingets samtykke kan gives enten ved lov eller ved en folketingsbeslutning. Når Folketinget vedtager den pågældende lov eller beslutning, kræves der kun almindeligt simpelt flertal til vedtagelsen.

Det er grundlovens § 19, der gør det muligt for Danmark at være medlem af organisationer som for eksempel FN og Europarådet. Beslutninger, der vedtages i disse organisationer gælder ikke direkte i Danmark, men hvis beslutninger fra FN eller Europarådet skal regulere danske borgeres retsstilling kræves det, at beslutningerne gøres til en del af dansk ret med Folketingets samtykke (det kaldes også for inkorporering eller gennemførelse).

Samarbejdet i EU er imidlertid af en helt speciel karakter. EU’s institutioner kan blandt andet på visse områder udstede regler, der gælder direkte i Danmark, og EU har dermed adgang til at udøve beføjelser, som ellers er en del af den nationale selvbestemmelsesret (suverænitet).

Når Danmark skal tilslutte sig forpligtelser, der indebærer indgreb i den nationale selvbestemmelsesret (suverænitetsafgivelse), er det ikke nok at følge grundlovens § 19, men en særlig procedure i grundlovens § 20 skal følges.

Grundlovens § 20 er grundlaget for, at Danmark kan deltage i EU-samarbejdet. § 20 betyder, at den danske stat kan afgive en del af sin selvbestemmelsesret/suverænitet til EU uden at komme i konflikt med den danske grundlov.

Denne overladelse af beføjelser skal dog ske ved lov, og der gælder særlige regler for vedtagelsen af denne lov. Det er ikke nok, at loven vedtages med det almindelige flertal af stemmer, som normalt kræves til vedtagelse af love i Folketinget. Det kræver, at mindst 5/6 af Folketingets medlemmer skal stemme for loven. Kravet om et flertal på 5/6 skal i øvrigt forstås på den måde, at der er tale om et flertal på 5/6 af Folketingets 179 medlemmer og ikke et flertal på 5/6 af de medlemmer der er mødt frem i Folketingssalen. Det vil sige, at mindst 150 af Folketingets medlemmer skal stemme for forslaget. 

Er der ikke et flertal på 5/6 af Folketingets medlemmer (men et almindeligt flertal på mellem 90 og 149 stemmer), og ønsker regeringen at opretholde forslaget, skal lovforslaget sættes til folkeafstemning til godkendelse eller forkastelse.

Bindende folkeafstemninger
Man mener, at det ikke er muligt efter grundlovens § 20 at afholde bindende folke­afstemning om spørgsmål, der allerede er et flertal på 5/6 for i Folketinget. Det er derfor nødvendigt på en anden måde, at sikre, at der kan afholdes bindende folkeafstemning. Det gør man gennem vedtagelse af en særlig lov, der bestemmer, at en lov om gennemførelse af en traktatmæssig forpligtelse skal sættes til folkeafstemning. Det er grundlovens 42, stk. 6, som er udgangspunktet for denne fremgangsmåde.

Ved folkeafstemningen stemmes for eller imod lovforslaget. Hvis et flertal af de vælgere, som deltager i afstemningen stemmer imod lovforslaget bortfalder det. Det er dog et krav, at dette flertal skal bestå af mindst 30 % af samtlige stemmeberettigede.

Hvis et flertal på 5/6 (150) af Folketingets medlemmer stemmer for en lov, der afgiver suverænitet for Danmark, skal der ikke efter grundloven afholdes bindende folkeafstemning – det antages ligefrem, at der ikke er mulighed for at afholde bindende folkeafstemning i henhold til § 20. Dette spørgsmål var relevant i forbindelse med Danmarks tiltrædelse af Maastricht-traktaten.

Det var på forhånd besluttet, at dansk tilslutning til Maastricht-traktaten ikke skulle ske uden, at der havde været afholdt en bindende folkeafstemning. Da syv partier var enige om det nationale kompromis kunne man forvente, at der ved afstemningen i Folketinget ville være 5/6 af Folketingets medlemmer, som ville stemme for tiltrædelsesloven.

Da man mener, at der ikke er mulighed for at afholde bindende folkeafstemning i henhold til grundlovens § 20, når der er 5/6 af Folketingets medlemmer, som stemmer for den pågældende lov, valgte man at opdele tiltrædelsesspørgsmålet. En bindende folkeafstemning blev afholdt med hjemmel i en særlig lov: lov nr.153 af 31. marts 1993 om afholdelse af folkeafstemning om forslag til lov om Danmarks tiltrædelse af Edinburgh-afgørelsen og Maastricht-traktaten. Selve tiltrædelsesloven blev som forventet vedtaget med mere end 5/6 flertal i Folketinget. Folkeafstemningen om Danmarks tiltrædelse af Maastricht-traktaten og Edinburgh-afgørelsen blev afholdt den 18. maj 1993, hvor et flertal stemte ja, og Maastricht-traktaten trådte i kraft den 1. november 1993.

Grundlovens §19

”Stk. 1. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden Folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller kan Kongen uden Folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets samtykke.

Stk. 2. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges Folketinget. Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om Det Udenrigspolitiske Nævn fastsættes ved lov.” 

Grundlovens §20
”Stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.”

(Bestemmelsen i grl. § 20 blev indført ved grundlovsændringen i 1953) 

Vil du vide mere?



Sidst opdateret: 11-04-2011  - Birgitte Mårup