Spørgsmålets fulde ordlyd:
Hvornår var det meningen, at forfatningstraktaten skulle træde i kraft?
Svar
På Det Europæiske Råds møde den 17.-18. juni 2004 blev EU’s ledere enige om EU’s nye forfatningstraktat. Traktaten blev underskrevet af EU’s stats- og regeringschefer i Rom den 29. oktober 2004, men er aldrig trådt i kraft. Ifølge forfatningstraktaten var det meningen, at traktaten skulle træde i kraft den 1. november 2006. Det var dog en betingelse, at samtlige EU-lande har ratificeret traktaten inden denne dato. Dette skete ikke.Visse dele af traktaten skulle dog først træde i kraft senere. Det gælder traktatens nye bestemmelser om kvalificeret flertal, der ifølge traktaten først ville træde i kraft den 1. november 2009 samt de nye bestemmelser om Kommissionens sammensætning, der ville træde i kraft den 1. november 2014.
På topmødet den 16.-17. juni 2005 besluttede Det Europæiske Råd at udsætte forfatningstraktatens ikrafttrædelsestidspunkt. I stedet blev en "tænkepause" iværksat. Efter denne tænkepause blev Lissabontraktaten udarbejdet, som trådte i kraft 1. december 2009.
Vil du vide mere?
EU-Oplysningens temaside om forfatningstraktaten.
EU-Oplysningens temaside om Lissabontraktaten
Sidst opdateret: 04-08-2011 - Sofie Berglund