Spørgsmålets fulde ordlyd:
Påvirker euroen prisniveauet?
Svar
Euroen blev indført i sedler og mønter den 1. januar 2002 i 12 lande. På det tidspunkt lå inflationen i disse lande på mellem 2-2,5 pct., og inflationen forblev på dette niveau efter indførelsen af euroen. Indførelsen betød derfor ikke en generel stigning af prisniveauet i eurolandene.
Alligevel havde befolkningen i eurolandene en opfattelse af, at ombytningen fra de nationale valutaer til euroen medførte betydelige stigninger i priserne på varer. Det er der givet flere forklaringer på. For det første viste analyser af prisudviklingen i eurolandene, at priserne på nogle fødevarer steg mere end gennemsnittet i perioden omkring indførelsen af euroen, mens priserne på f.eks. kommunikationsudstyr faldt. Sammenholdt med at forbrugerne på dette tidspunkt var særlig opmærksomme på prisændringer, kan have givet indtryk af, at prisstigningerne var mere omfattende end de var.
For det andet har studier vist, at visse forretninger og virksomheder, særligt restauranter, frisører, caféer og lignende valgte at udskyde deres pristilpasninger til introdutionen af euroen (de såkaldte menuomkostninger). Dette affødte en del avisoverskrifter, der muligvis var med til at forstærke indtrykket af generelt stigende priser.
Når det gælder de nyeste eurolande, så konkluderer Europa-Kommissionen i sin meddelelse om indførelse af euroen i Slovenien, at "følgerne af euroens indførelse ikke, selvom de var der, ser ud til at have været af en sådan størrelsesorden, at de har kunnet styre forbrugerprisinflationen målt i forhold til den samlede HICP".
Hvad angår Malta og Cypern, så skriver Kommissionen i sin meddelelse, at "Eurostat mener derfor, at virkningerne af overgangen til euro i både Cypern og Malta har været synlige, men ikke af en størrelsesorden, der kan få den samlede inflation i de to lande til at stige".
I meddelelsen om indførelse af euroen i Slovakiet anfører Kommissionen, at "Ifølge de foreløbige beregninger anslås det, at den samlede (engangs)indvirkning af overgangen til euroen på den samlede inflation under og umiddelbart efter overgangen vil ligge på omkring 0,3 procentpoint".
Da Estland netop har indført euroen den 1. januar 2011, er der endnu ikke udarbejdet en vurdering af påvirkningen af prisniveauet.
Vil du vide mere?
-
Kommissionens meddelelse om indførelse af euroen i Slovenien
-
Kommissionens meddelelse om indførelse af euroen i Malta og Cypern
-
Kommissionens meddelelse om indførelse af euroen i Slovakiet
Sidst opdateret: 26-04-2011 - Birgitte Mårup