Spørgsmålets fulde ordlyd:
Hvilke lande har en europaminister?
Svar
En europaminister eller en EU-minister er en minister med ansvar for landets relationer med den Europæiske Union. En midlertidig europaminister er ofte blevet indført i kandidatlande til at administrere optagelsesforhandlingerne med unionen eller i et medlemsland i den periode, hvor landet har EU-formandskabet.
Danmark har i forbindelse med den nye regerings tiltrædelse fået en europaminister, Nicolai Wammen, men foruden Danmark er det kun Finland, Frankrig, Irland, Sverige og Tjekkiet, som har en permanent minister, hvor EU/Europa-anliggender indgår i titlen, og hvor en portefølje er tilknyttet. Der er dog flere medlemslande, som har en viceminister eller en statssekretær under Udenrigsministeriet med ansvar for EU-anliggender.
Danmark har også tidligere haft en europaminister - Bertel Haarder, daværende integrationsminister, blev udnævnt som europaminister uden portefølje under Danmarks EU-formandskab i andet halvår 2002.
Vil du vide mere?
Sidst opdateret: 10-10-2011 - Martin Jørgensen