Spørgsmålets fulde ordlyd:
Hvad er ”passerelle-bestemmelser”?Svar
(NB Dette svar er ikke opdateret med Lissabon-traktaten)
”Passerellle” er et fransk ord for en gangbro. Begrebet bruges i EU-sammenhæng i betydningen af en mulighed for at skifte beslutningsform. Forfatningstraktaten indeholder to generelle ”passerelle-bestemmelser”, der giver Rådet mulighed for med enstemmighed at overgå fra en beslutningsform til en anden. De findes i forfatningstraktatens del IV, der omhandler de afsluttende bestemmelser (art. IV-444 og art. IV-445).
Den ene af disse passereller (gangbroer) giver Rådet mulighed for at træffe afgørelser med kvalificeret flertal på områder, hvor forfatningstraktaten ellers foreskriver, at afgørelser skal træffes med enstemmighed. Det forudsætter, at Det Europæiske Råd vedtager en europæisk afgørelse, der gør dette muligt. Denne mulighed gælder dog ikke for afgørelser, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet.
På tilsvarende vis kan Det Europæiske Råd med enstemmighed vedtage en afgørelse om, at Rådet overgår fra en særlig lovgivningsprocedure til den almindelige lovgivningsprocedure. Dette vil tillige kræve en godkendelse i Europa-Parlamentet.
Et enkelt nationalt parlament kan imidlertid blokere for, at Det Europæiske Råd træffer en afgørelse om at overgå fra enstemmighedsprincippet til kvalificeret flertal, eller om at overgå fra en særlig beslutningsprocedure til den almindelige lovgivningsprocedure. Det kræver blot, at ét nationalt parlament gør indsigelse senest 6 måneder efter forslaget er blevet fremsendt.
Sidst opdateret: 02-05-2011 - Birgitte Mårup