Spørgsmålets fulde ordlyd:
Hvordan har Folketingets rolle ændret sig med Lissabontraktaten?
Svar
Ja, som noget nyt har de nationale parlamenter i EU med Lissabontraktaten fået en formel rolle i forbindelse med overholdelsen af ’nærhedsprincippet’.
’Nærhedsprincippet’ siger, at beslutninger skal tages så tæt på borgerne som muligt, og at EU derfor kun skal handle, når det vil være bedre at gennemføre den pågældende lovgivning på EU-plan i stedte for på nationalt, regionalt eller lokalt plan. Kommissionen skal altid, inden den fremsætter et forslag til lovgivning, undersøge, om forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet og begrunde dette. De nationale parlamenters nye rolle med Lissabontraktaten er, at de efter at et lovforslag er fremsat af Kommissionen indenfor otte uger kan meddele, om de er enige eller ej i, at ’nærhedsprincippet’ er overholdt.
Gule og orange kort
Hvis de nationale parlamenter mener et lovforslag strider mod ’nærhedsprincippet’, så kan de give ”gule” eller ”orange” kort til Kommissionen. Et ”gult” kort kræver mindst en tredjedel af de nationale parlamenters opbakning og kun en fjerdedels, hvis lovgivningen handler om retlige og indre anliggender, mens et ”orange” kort kræver mindst halvdelen af de nationale parlamenters opbakning. Får Kommissionen et gult kort, skal den genoverveje lovforslaget. Får den et orange kort kan lovforslaget stoppes af flertal i Rådet eller Europa-Parlamentet med begrundelse i nærhedsprincippet.
Derudover deltager de nationale parlamenter i eventuelle fremtidige konventer, der skal ændre traktaterne, og har vetoret hvis der gennem andre procedure skal ændres i traktaterne. Endelig får de nationale parlamenter sammen med Europa-Parlamentet en særlig rolle i forhold til overvågningen af Europol og Eurojust.
Vil du vide mere?
Sidst opdateret: 26-04-2011 - Birgitte Mårup